Scolari vil agere stopklods for Barcelona ved klub-VM

Klub-VM er i fuld gang, og fredag træder FC Barcelona ind i turneringen, når det spanske mesterhold møder Guangzhou Evergrande i semifinalen.

Den tidligere brasilianske landstræner Luiz Felipe Scolari er træner i den kinesiske fodboldklub, som råder over brasilianerne Paulinho og Robinho.

Barcelonas Neymar er ude med en skade i semifinalen, som spilles i japanske Yokohama. Neymars fravær vil dog ikke gøre den store forskel, mener Scolari.

- Neymar er en af de tre bedste spillere i verden. Han har potentialet til at blive den bedste spiller i verden i løbet af de næste fem år.

- Men Barcelona har 25 spillere som Neymar. De har kvalitet på hver eneste position, påpeger 67-årige Scolari ifølge AFP.

- Barcelona er et af de bedste hold på planeten - det ved alle. Men mine spillere har hjertet og ønsket om at lave en kamp ud af det, og jeg forventer, de viser det, siger Scolari.

Guangzhou slog mexicanske Club America 2-1 efter et mål af Paulinho i overtiden i kvartfinalen.

Scolari regner med at få mere modstand i semifinalen, hvor Lionel Messi, Luis Suarez og Andrés Iniesta venter.

- Barcelona har Messi, Suarez, Iniesta, og listen bliver ved. Det er spillere, som kan gøre ondt over alt på banen. Det vil blive en enorm udfordring, men en vi ser frem til, siger Scolari.

"Big Phil", som han kaldes, har gode minder fra Yokohama, hvor han ved VM i 2002 førte Brasilien til en finalesejr på 2-0 over Tyskland.

- Da vi ankom med bus, fik jeg nogle rare "flashbacks". Det er et sted, som har stor betydning for Brasilien. Men det kapitel i mit liv er overstået, så lad os se, hvad der sker denne gang, siger Scolari.

Han blev bedt om at sammenligne sin angrebstrio ved VM i 2002 bestående af Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho med Barcelonas trekløver Messi, Suarez og Neymar (MSN).

- Det er svært at sige, hvilket angreb som var bedst. Men Barcelonas MSN er absolut i verdensklasse. Vi får helt klart hænderne fulde, siger han.

Barcelona-stopperen Gerard Pique er taget til Japan for at vinde turneringen, selv om den første kamp kan blive drilsk efter en lang flyrejse.

- Vi kan ikke bruge jetlag som undskyldning, selv om det har stor betydning. Vi kan stadig mærke det, og det skal vi huske på.

- Vi er Barcelona, så vi skal vinde, siger Pique og tilføjer:

- Vi spiller mod et anderledes slags hold i et anderledes miljø, end vi er vant til. Guangzhou er asiatisk mester, og vi ved, det er et dynamisk hold og en kæmpe udfordring.

I finalen venter River Plate, der torsdag vandt 1-0 over det japanske mesterhold Sanfrecce Hiroshima i Osaka.

Barcelonas kamp mod Scolaris tropper begynder torsdag klokken 11.30.

/ritzau/

Dagens Gossip