Screening giver kræftramte kvinder bedre chancer

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Nogle kvinder får sig slem overraskelse, når de går ud ad hospitalsdøren efter en mammografiscreening - de har fået konstateret brystkræft.

Men kvinder, der får foretaget brystkræft-screeningen - og får konstateret brystkræft - har bedre chancer for at undgå spredning af sygdommen og dermed større chancer for at bekæmpe den dødelige sygdom.

Det fastslår en ny dansk undersøgelse, som har set på, hvad der er sket siden 2008, da alle kvinder landet over i alderen 50-69 år fik tilbudt mammografiscreening hvert andet år.

- Vi foretager i dag langt flere brystbevarende operationer - svarende til 70 procent af alle operationer.

Det siger Peer Christiansen, overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG), som har foretaget undersøgelsen.

Ifølge projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten er det fordi, mammografiscreening gør det muligt at opdage brystkræft på et tidligere stadie.

Således er der færre der får fjernet lymfeknuder, og færre der får fjernet hele brystet, konkluderer undersøgelsen.

I perioden 2008 til 2010 steg antallet af brystkræfttilfælde med flere hundrede om året. Det skete netop på grund af indførelsen af den landsdækkende mammografiscreening, der kan finde brystkræft, der ikke har udviklet sig så meget.

I dag er antallet af brystkræfttilfælde nu faldende igen og Peer Christensen forudser, at antallet vil falde yderligere ved den kommende screeningsrunde.

- Det vil det, fordi man nu overvejende kun opdager tidlige kræfttilfælde, siger han.

Danmark har i længere tid været beskyldt for ikke at leve op til de internationale anbefalinger for brystkræftbehandling. Men disse beskyldninger maner den nye undersøgelse til jorden, ifølge Iben Holten.

Alligevel erkender hun, at Danmark halter lidt efter de andre nordiske lande.

- Men alle statistikker viser, at vi haler ind på dem, og får samme overlevelsestal, siger hun og tilføjer:

- Vi er helt sikre på, at vi inden for få år kommer til at se langt bedre overlevelsestal - både fem og 10 år efter sygdommen - netop på grund af brystkræftscreening.

/ritzau/