SDU-forsker med i prestigefyldt nyt naturpanel

Skrevet af John Meyer

02/02/2013

Mest læste i dag

Lektor og institutleder, Eva Roth, fra Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi, er netop blevet valgt som medlem af Naturpanelet for dets første toårige periode. Eva Roth er dermed Danmarks eneste medlem i Naturpanelet, der anses som en pendant til FN’s Klimapanel.


Naturpanelet er en uafhængig institution i FN-familien. Panelets officielle navn er IPBES - Intergovernmental Platform on Biodiversity and Ecosystem Services.
Eva Roth og panelets øvrige medlemmer skal levere viden om naturens tilstand til politikere i blandt andet EU. Formålet er at sikre biologisk mangfoldighed og undgå flere forringelser i naturens økosystemer.


Blandt verdens bedste
I alt 84 nominerede eksperter var nomineret til panelet. Ud af dem havde Danmark nomineret to eksperter fra henholdsvis Århus og Syddansk Universitet. Efter intense forhandlinger lykkedes det den danske delegation fra Miljøministeriet i fredags at få valgt Eva Roth ind i ekspertpanelet – som den eneste dansker.


- Panelet består af nogle af verdens bedste eksperter, så vi kan være rigtig stolte af, at Eva Roth blev valgt ind i ekspertpanelet. Hendes faglige profil som miljøøkonom er en uundværlig faglighed i et panel som skal levere vigtig viden om naturens tilstand, udtaler delegat Mette Gervin Damsgaard fra Miljøstyrelsen.