SDU-forskere undersøger 1200 gamle skeletter

Kemikere og retsmedicinere på Syddansk Universitet får et kig ind i en fjern fortid, når de skal undersøge 1200 skeletter fra Vikingetiden og hele 1000 år frem til begyndelsen af 1800-tallet. Skeletterne stammer fra udgravninger i Ribe, og det er første gang i Europa, at undersøgelser med så stort et materiale fra så mange år finder sted.

Skeletterne ligger allerede klar i en skelet-hal på universitetets retsmedicinske institut, hvor forskerne ser frem til at se nærmere på dem, når projektet begynder til marts.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Med et sådan materiale, vil vi virkelig kunne levere mange spændende resultater, siger Jesper Lier Boldsen, der er antropolog på Retsmedicinsk Institut. Sammen med Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci skal han stå for analyserne af de mange jordiske rester.

Fordi skeletterne stammer fra en tusindårig periode, vil undersøgelserne kunne give et helt unikt indblik i, hvordan befolkningen dengang udviklede sig, og hvordan sundhedsforholdene var. Blandt andet er der fundet skeletter fra de allerførste kristne begravelser, og her kan kemiske undersøgelser påvise, om skeletterne er menneskelige rester fra danskere, eller om det eksempelvis er kristne tyskere eller hollændere, der er fundet i gravene. Er der kviksølv i nogle af skeletterne, er det sandsynligvis de jordiske rester fra munke, som skrev med blæk, der dengang indeholdt meget kviksølv. Ligesom man blandt andet kan undersøge, om datidens blyholdige drikkevandfade i ler kan have påvirket dødeligheden.

Sydvestjyske Museer leder projektet, der løber over fire år og er støttet godt otte millioner kroner fra Velux Fonden.

Dagens Gossip

Dagens TV