Se alle billederne: Her er kongerne af europæisk fodbold

Skrevet af Michael Lauritsen

26/05/2013

Dagens topnyheder

På det måske mest legendariske stadion i fodboldhistorien - det gigantiske Wembley - fik Bayern München lørdag aften has på rivalerne fra Dortmund i et chancemæssigt festfyrværkeri af en Champions League-finale.

To gange på tre år har Bayern tabt finalen, men det blev der altså lavet om på i år.

For øjnene af ikke mindre en 90.000 tændte tilskuere leverede de to tyske klubber en sand opvisning i offensive kvaliteter. Tilskuerne i det nordvestlige London måtte derfor flere gange holde vejret i et stort fælles kuldegys. For flere gange skulle der fantastiske målmandspræstationer til for at forhindre mål i den store europæiske finalefest.

Der skulle derfor gå en hel time, før bolden endte i nettet. Det var forhåndsfavoritterne fra Bayern München, der slog til. Da Robben efter flere forsøg endelig passerede Weidenfeller i Dortmund-målet, slog han en flad aflevering ind til Mandzukic, der bare skulle sætte en inderside på for at bringe de rød-blusede foran.

Men bare syv minutter senere kom udligningen. Ilkay Gündogan udnyttede et klokkeklart straffespark, da Dante fældede Reus i feltet. Og så gik de gule horder på lægterne ellers amok.

Sølle to minutter før tid afgjorde Bayern München så kampen om pokalen med de store ører. Robben fik fikst driblet sig igennem Dortmund-forsvaret og passerede også en chanceløs Weidenfeller.

I første halvleg stod der Neuer og Weidenfeller på det meste. For kun målmandsspil i absolut spitzenklasse gjorde, at det stod 0-0 ved pausen. Den lille kreatør, Ilkay Gündogan, gjorde dog alt, hvad han kunne for at bringe Dortmund foran.

Fra hans position på den dybe midtbane sugede han alle bolde til sig og skilte sig efterfølgende af med dem på fremragende vis. Det blev til flere store chancer foran sydtyskernes mål. Men Neuer hev den ene store redning frem efter den anden. Bayerne-fansene måtte derfor gispe efter vejret flere gange.

Det tætteste Bayern kom på at passere Weidenfeller før pausen var, da Mandzukic headede hårdt mod toppen af Dortmund-målet. Weidenfeller nåede dog lige akkurat at vifte til hjørnespark.

Få minutter senere afviste han Robben på en farlig friløber. Kort før pausen gik der et gispende sug igennem tilskuerne på Wembley. Robben stod igen overfor Weidenfeller, men den velspillende målmand afværgede igen - denne gang med hovedet!

De to hold, der entrede et Wembley badet i smuk og lun maj-sol, var velvidende om, at de begge havde domineret såvel den tyske som den europæiske scene med deres effektive omstillingsspil hele sæsonen igennem.

Alligevel var Bayern München på forhånd blevet vurderet som holdet, der ville være bedst i lige netop omstillingerne.

Den storslåede finaleaften emmede iøvrigt af en konstant hårrejsende stemning. Den ene hyldestsang var knap nok begyndt, før en ny blev startet fra modstanderen.

De to klubbers fans havde da også varmet godt og grundigt op under Wembley flere timer før kampstart. Især Dortmunds fans sang og skrålede sig klar til finalen i et reelt forsøg på at efterligne 'Den Gule Mur' fra Signal Iduna Park.

Men det viste sig altså, at de rødklædte fans fra Bayern München endte med at have mest at synge for. Og sådan forlod de Wembley, før natten i London blev indtaget.

SE BILLEDERNE FRA SEJRSFESTEN HER: