Se billeder og video: Festlig modtagelse i Holstebro af 600 hjemvendte soldater fra Afghanistan

- Jeg er meget forbavset over, at der er gjort så meget ud af arrangementet. Det er virkelig fornemt og et glædeligt udtryk for, at samfundet mener, at vores soldater fortjener at blive hyldet.

Det understregede Ole Jensen, der bor i Blokhus. I dag havde han taget turen til Holstebro for at være med til at hylde omkring 600 soldater på ISAF hold 14, der netop er vendt hjem fra Afghanistan. Soldaterne, der repræsenterede stort set alle regimenter og tjenestesteder i landet, blev modtaget i Gråkjær Arena og marcherede derefter gennem Holstebro, fulgt af mange Holstebro-borgere og pårørende.

Far og søn var begejstrede

Ole Jensen havde en særlig grund til at køre til Holstebro for at deltage i den festlige modtagelse af soldaterne. Han er far til en af de hjemvendte - 33-årige Tonny Paasch, der er premierløjtnant i DANILOG-regimentet. Det er anden gang, at han har været i Afghanistan.

- Jeg har det godt med at være udsendt. Det er mit arbejde. Som uddannet soldat og udelukkende skulle gøre tjeneste herhjemme - det ville for mig svare til at være uddannet glarmester og aldrig have prøvet at sætte glas i et vindue. Bortset fra, at vi desværre mistede en soldat fra Jægerkorpset på det seneste hold, synes jeg, det gik godt, siger Tonny Paasch.

For fjerde gang

Det var fjerde gang, at Holstebro sammen med Jydske Dragonregiment var vært for en såkaldt ”kontingentmarch” for soldater, der er vendt hjem fra international tjeneste. Og det udtrykte borgmester H. C. Østerby stolthed over, da han i Gråkjær Arena bød de mange soldater og deres pårørende velkommen til Holstebro.

Dagens Gossip