Se billederne: 10 personer lukket inde i Kolding Storcenter

I dag klokken 10 blev ti deltagere i alderen 18 til 42 år lukket ind i Fristelsernes Hus midt i Kolding Storcenter. I 20 dage skal de bo tæt sammen og skal dyste i forskellige konkurrencer og forsøge at score så mange Facebook-stemmer som muligt.

I løbet af konkurrencen elimineres deltagerne én efter én. Kun de fire deltagere, der har fået flest stemmer, går videre til den store finale, som afholdes i Kolding Storcenter fredag den 27. september.

18-årige Stephanie Beck Pedersen fra Vejle er meget spændt på, at skulle bo i storcentret - forhåbentligt frem til finalen:

- Det er svært at sige, hvor mange dage det bliver til, men jeg håber at jeg går helt til finalen, siger hun til Dagens.dk.

Stephanie Beck Pedersen har taget fri fra sit studie, mens hun deltager i Kolding Storcenters udgave af "Big Brother".

- Og jeg håber jeg får udfordret mig selv og finder ud af, hvor mine grænser går, forklarer hun.

En anden af deltagerne er 20-årige Sammy Al-Rawi fra Kolding. Han har selvsikkerheden i orden:

- Jeg går hele vejen til finalen og vinder bilen, siger han til Dagens.dk.

Han har en drøm om at blive skuespiller:

- Jeg kan godt lide, at stå under rampelyset. Det er sjovt at blive set og forhåbentligt blive mere kendt, forklarer Sammy Al-Rawi.

Konkurrencerne i Fristelsernes Hus kan opleves live på Store Torv i Kolding Storcenter og følges på Facebook. Her kan alle stemme på deres favoritdeltager og samtidig deltage i konkurrencer om spændende præmier. Fristelsernes Hus har også en ’have’, hvor centerets gæster kan få sig en snak med deltagerne.

Hver dag får beboerne i Fristelsernes Hus desuden besøg af fitnessinstruktører fra Fit&Sund, som sørger for, at deltagerne og alle andre fitnessfriske besøgende får pulsen op og sved på panden. I løbet af konkurrencen får deltagerne også besøg af forskellige kendisser.

Blandt andet kigger danser og sanger Silas Holst og skuespiller Maria Erwolter forbi.

Hovedpræmien er en ny Opel Adam.

Se billeder og video nedenunder...

Dagens Gossip