Se billederne: 300 i kø til åbning af Eplehuset i Kolding

I dag klokken 11 åbnede Eplehuset i gågaden i Kolding. Eplehuset er certificeret forhandler af Apple produkter.

Både kø- og åbningstilbud fik folk til at stimle sammen inden åbningen. Faktisk ventede 300 i kø kort før klokken 11.

Tommy Østergaard fra Askov ved Vejen var én af de forreste i køen:

- Jeg har været her siden i går klokken 14.30. Så jeg har haft soveposen med. Det var koldt i nat, men det betyder ikke noget, fortæller han til dagens.dk.

Tommy Østergaard skulle have en iPad til 1.500 kroner.

Den store kø foran Eplehuset kom bag på Thomas Ahlers, der er Country Manager i Danmark.

- Vi har mærket en stor interesse forinden, men at der skulle stå 300 foran butikken her ved åbningen er overvældende, siger han.

Han mener, at Eplehuset kan gøre en forskel i Kolding - både for de der har Apple produkter eller som påtænker at købe det.

- Vores folk er uddannet af Apple. Og så har vi et værksted, hvor vi kan reparere med det samme. Vores force er også, at kunderne her kan komme ind og se, røre og afprøve vores produkter, slutter Thomas Ahlers.

Det er Eplehusets syvende butik i Danmark. Foruden Kolding er der butikker i Esbjerg, Herning, København, Aarhus, Slagelse og Roskilde.

Dagens Gossip