Se billederne: 77-årig mand indebrændt i lejlighed

En 77-årig mand indebrændte her til aften i sin lejlighed i en boligblok i Grønvangskvarteret i Vamdrup, skriver Vamdrup Netavis.

Kolding Brandvæsens station i Vamdrup blev tilkaldt ved 19.30-tiden med meldingen brand i lejlighed. Ved ankomsten var lejligheden fyldt med tyk kulsort røg. Det var røgdykkere fra brandvæsnet, som fandt manden i livløs tilstand. Og alle genoplivningsforsøg var forgæves.

Det formodes, at branden skyldes rygning i sengen, fortæller vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi til Dagens.dk.

Under slukningsarbejdet bragte en kvinde sig også i livsfare, fortæller Vamdrup Netavis. Hun løb gennem røgen i opgangen tilbage til sin lejlighed for at redde sin kat ud. Kvinden måtte i en tilkaldt ambulance køres til sygehuset til observation for røgforgiftning. Tilsyneladende blev katten reddet ud i god behold.

Den indebrændte ældre mand var alene i lejligheden. Han har været bosiddende i Vamdrup gennem mange år.

Dagens Gossip