Se billederne: "Årets Thorleif" gik til Ulla Jessen

Skrevet af Elo Christoffersen

10/07/2013

Dagens topnyheder

En revytravl Ulla Jessen valgte at bruge en fridag fra Ganløserevyen til et besøg i Sønderborg Sommer Revy. Og det kunne godt betale sig.

For da revyen i Sønderborg var slut, brød Leif Maibom bifaldet af og gik i gang med at introducere uddelingen af ‘Årets Thorleif’.

Der blev vist et lille filmklip fra TV-serien ‘En by i provinsen’, og frem på skærmen tonede Henning Moritzen og Ulla Jessen.

Og lidt senere kom revydivaen Ulla så selv på scenen og Johnna og Leif Maibom overrakte hende derefter prisen: Et diplom, en statuette samt en check på 8.000 kroner.

I begrundelsen for prisen sagde Leif Maibom blandt andet:

- Ulla, du er en ildsjæl i dansk revy. Hvis du har en måned fri, finder du straks et hotel eller en  kro og overtaler ejeren til at sætte en lille revy op. Selvfølgelig med dig som indpisker,  instruktør, tekstforfatter og stjerneskuespiller. Du er ukuelig, uknækkelig og ukrukket.

Publikum til revyen i Sønderborg i aftes fik således lidt mere end andre revygæster.

Efter prismodtagelsen kvitterede Ulla med at synge sit hit fra dette års Ganløse revy: 'Det springer jeg op og falder ned på' - med musik af Ganløserevyens kapelmester Mickey Holm Pless og tekst af - nårh ja: Leif Maibom.

Thorleifprisen blev indstiftet i 2000 og første gang uddelt i 2001.

Se billederne nedenunder.....