Se billederne: Action Dag for hele familien

Der er bestemt lagt op til en fantastisk dag for hele familien, når Koldingegnens Lufthavn inviterer til Action Dag 2013 på lørdag den 24. august på de store områder i og omkring lufthavnen.

Såfremt vejret tillader det, vil Koldings borgmester, Jørn Pedersen, springe ud med faldskærm i forbindelse med åbningen af dagen. Og når han så igen har begge ben solidt plantet på jorden, så fortsætter det tætpakkede program på landingsbanen.

En lang række fly går på vingerne, Flyvevåbnets redningshelikopter laver opvisning, der er faldskærmsudspring, hangglidere og paraglidere, gyrokoptere og modelfly, og ligeledes på landingsbanen finder du en dragracer, en af Danmarks hurtigste, samt flere drifting biler, der giver den gas.

- Men det er ikke kun på landingsbanen, tingene kommer til at ske. Det kæmpe store græsareal i og omkring lufthavnen tages også i brug, fortæller lufthavnschef Glenn Lundt. Og det samme gør den ene af hangarerne, hvor der blandt andet vil være livemusik ved bandet Dot Band, samt foredrag ved eventyrer Christian Christensen, der fortæller om ”Jagten på de forsvundne Maya byer”.

Der vil selvfølgelig blive udstillet en del fly rundt på området, men ellers kan man opleve Kolding Motocross klub lave opvisning, og her kan børnene også komme til at prøve en tur, modelfly går på vingerne, RC Royal kommer med fjernstyrede biler, der kan køre op mod 90 km/t.

Kolding Volvo Klub liner tolv biler op fra forskellige årgange – så man kan se forskellen på dengang og nu, der er Ferrari biler udstillet, og så stiller Harley Davidson Club Kolding op, og viser deres motorcykler frem.

Der bliver også lavet et børneområde, hvor børnene kan muntre sig på hoppepuder, kæmpe trampoliner eller få en trækketur på ponyerne.

I skrivende stund lover vejrudsigten sol og varme, og arrangørerne håber selvfølgelig på mange mennesker.

Se billederne nedenunder......

Dagens Gossip