Se billederne: Ægget i ægte grønlandsk sælskind

Du kender stolen og arkitekten, der tegnede Ægget. Som en hyldest til begge får Arctic Import - der blandt andet ejer bolig- og livsstilbutikken Arctic Living i Nuuk - nu produceret et begrænset og nummereret antal af Ægget, som er beklædt med ægte grønlandsk sælskind. Hver stol er unik med sit individuelle skind.

På de indvendige siddeflader anvendes enten Classic-læder eller Elegance-læder efter kundens ønske.

Hvorfor et Ægget stol i sælskind?

- Vi fejrer her i maj et-års fødselsdag for bolig- og livsstilsbutikken Arctic Living i Nuuk – og det ville vi gerne markere med en original grønlandsk idé – en designerstol i sælskind. Grønlandsk sælskind er et unikt og smukt materiale, og jeg synes, det er synd, at der ikke bruges mere sælskind end der gør i dag. Lige siden vi åbnede Arctic Living, har det været et stort ønske fra vores side at inddrage den grønlandske natur i vores butik på en eller anden måde og med dette unikke samarbejde er det lykkedes, fortæller salgschef Martin Pedersen, Arctic Import.

Han tilføjer, at Ægget er en speciel stol.

- Og da Arctic Living jo i Grønland sælger de berømte Arne Jacobsen stole, der produceres af møbelvirksomheden Fritz Hansen, så spurgte vi naturligvis dem, siger Martin Pedersen.

De grønlandske fangere leverer sælskindene

Sælskindene leveres af Great Greenland, som er den eneste virksomhed, der lovligt kan sælge grønlandske sælskind i EU.

De grønlandske fangeres afsætning af sælskind betyder, at de kan opretholde deres oprindelige levevis. Grønlænderne værner om naturens ressourcer, og sælfangsten sker - som den altid har gjort i Grønland - på en bæredygtig måde, hvilket blandt andre Greenpeace og Verdensnaturfonden anerkender.

Dagens Gossip