Se billederne: Besøgshunde giver ekstra livsmod på plejecentre

Ældre og demente har stor glæde af besøg fra menneskets bedste ven. De får øget appetit på livet, og for nogen giver det også mulighed for at relatere til minder fra fortiden.

Sådan lyder meldingen fra Annebergcenteret i Aalborg, der er med i Trygfondens ordning med besøgshunde.

- Vores brugere er simpelthen så glade. De får ekstra livsmod. Man kan se det i deres øjne. De lyser op, lige så snart Carla - vores besøgshund - kommer, siger social og sundhedshjælper Hanne Vibæk, der står for besøgshundeordningen på plejecentret.

Erfaringerne er i tråd med resultatet af et dansk forskningsprojekt, der netop er blevet præsenteret på konferencen "Humans and Animals: The Inevitable Bond" i Chicago.

Projektet, som gennem tre år har fulgt Trygfondens besøgshundeordning, peger på, at hundene skaber glæde på landets plejecentre.

Samtidig dokumenterer projektet, hvordan besøgshunde tilfører noget i interaktionen med de ældre og demensramte, som robotsæler og demensbamser ikke i samme grad er i stand til.

På Annebergcenteret bruger man også tøjhunde i kontakten med de demente, men det er de rigtige hunde, der giver mest glæde.

- Mange af vores beboere har haft hund tidligere. Vi har blandt andet en beboer, der er meget dement, men hun kan simpelthen relatere til den hund, hun selv havde engang. Det relaterer altså til noget, de har haft i deres tidligere liv, siger Hanne Vibæk.

Trygfondens ordning, der blev etableret i 2010, har tilknyttet flere end 400 hunde og deres ejere samt flere hundrede plejecentre.

Det er første gang, at der er gennemført et så omfattende forskningsprojekt af effekten af forskellige typer besøg til ældre og demensramte - i dette tilfælde besøgshunde, robotsæler og demensbamser.

/ritzau/

SE BILLEDERNE HER:

 

Dagens Gossip