Se billederne: Cavendish mistede trøjen efter Sky-sejr

Bradley Wiggins og Team Sky spillede med musklerne på Giro d'Italias anden etape søndag. Med den nu kortklippede britiske Tour de France-vinder som fyrbøder, kørte det matsorte tog de andre i smadder på holdløbet.

Resultatet betyder, at hjælperytteren Salvatore Puccio (Team Sky) kunne iføre sig den lyserøde førertrøje, og sole sig i beundringen fra sit hjemland, inden hans forpligtelser som hjælperytter for Wiggins for alvor ændrer dagsordenen.

Danske Team Saxo-Tinkoff drønede igennem de knap 22 minutters syrebad i foreløbigt tredjebedste tid. Der var fem mand tilbage, da de nåede målstregen. Undervejs havde dansker-ekspressen passeret den første mellemtid på en delt andenplads, men endte uden for top 10, da røgen havde lagt sig efter de største hold.

- Ruten føltes dobbelt så lang, som den var, på grund af alle de rytmeskift. Enten gik det opad eller ned, sving og accelerationer. Det var en stor udfordring at få det til at glide som et hold. Umiddelbart synes jeg, det var fornuftigt, hvad vi fik ud af det i dag, sagde Mads Christensen til TV 2 Sporten.

- Det var benhårdt, op og ned, en svær rute at køre på med ni mand. Det gik sindssygt stærkt. Jeg prøvede at sidde med så længe, som jeg kunne, men det kommer ikke som nogen overraskelse, at jeg måtte slippe undervejs, lød det fra Matti Breschel.

Team Saxo-Tinkoff kunne bagefter konstatere, at klassementsrytter Rafal Majka havde vist gode takter undervejs i en sådan grad, at de andre havde svært ved at hænge på, hvilket tegner godt for de kommende dages strabadser.

- Det var lige ved at blive et problem, men det gik, analyserede sportsdirektør Lars Michaelsen overfor TV2.

Men bagved danskerne tordnede den matsorte Middelhavsekspres fra Team Sky uimodståeligt frem. Med titelbejler Bradley Wiggins ombord, var holdløbet en disciplin, der stod højt på prioriteringslisten hos briterne. Det var tydeligt at se, at de øvrige holdmedlemmer havde svært ved at hænge på, når den britiske tempospecialist satte sig frem og tog føringer.

Team Sky kvaste sig vej til toppen efter at have hamret sig igennem den cirka 18 kilometer lange kystrute på øen Ischia ud for Napoli. Dagens store overraskelse blev spanske Team Movistar, der undervejs lå nummer et, men til sidst alligevel gik ned og blev slået af Sky på den sidste halvdel.

Holdtidskørlsen betød også, at klassementsfavoritterne for første gang kunne gøre en slags intern status. Her blev Astanas Vincenzo Nibali slået med 14 sekunder af Wiggins' Team Sky. Ryder Hesjedal, Garmin-Sharp, indkasserede 25 sekunders tab til briten.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip