For i sidste uge sikrede Chelsea sig et fornemt udgangspunkt inden returkampen i Rusland med en 3-1-sejr.
Målet kom da også, men desværre for spændingen tilfaldt det Chelsea, da Fernando Torres kun skulle bruge fem minutter på at bringe sit hold foran.
Samme Torres scorede også to mål i den første kamp, men selv om andre profiler som Juan Mata, Eden Hazard og Branislav Ivanovic alle blev sparet i startopstillingen i Rusland, måtte Torres altså spille fra kampens begyndelse.
Rafael Benitez' sats med reserverne kunne dog ikke mærkes i første halvleg, for Rubin Kazan kom ganske enkelt ikke frem til de store chancer trods overvægt i spil.
Kun i halvlegens sidste sekunder blev anfører Gökdeniz Karadeniz spillet fri i feltet med et lille chip, men tyrkerens afslutning blev på fornem vis afværget af Petr Cech i Chelsea-målet. Russerne fik blod på tanden af den chance, og hjemmeholdet kom ud som lyn og torden efter pausen.
Der var kun spillet seks minutter af anden halvleg, da spanske Ivan Marcano kom først på et indlæg i feltet og foran en passiv Ramires fik headet bolden flot i mål uden chance for Petr Cech.
Chelsea svarede dog hurtigt tilbage på det russiske håb om avancement til Europa Leagues semifinaler med en scoring i den anden ende.
Igen var Ramires involveret, da han agerede bande for Victor Moses, som flot skød bolden i hjørnet af målet til 1-2.
Herfra begyndte de engelske gæster at falde i søvn, og det var tæt på at koste dyrt.
Rubin Kazan scorede nemlig endnu en gang og fik 2-2 på et hovedstød af Gökdeniz Karadeniz, og 20 minutter før tid sikrede hjemmeholdet sig en sejr på 3-2 efter et tyndt straffespark.
Dommer Frat Aydnus fra Tyrkiet så et skub i ryggen og pegede dermed på pletten. Derfra scorede Natcho sikkert i den modsatte side af Petr Cech.
Værterne skulle altså nu kun bruge to mål for at gå videre, men det store pres udeblev, og dermed vandt Chelsea samlet 5-4.
Der er lodtrækning til semifinalerne i Europa League fredag.