Se billederne: City rejste sig mod West Ham

Det kan godt være, at Manchester City i mandags måtte se mesterskabet ryge over til lokalrivalerne fra United, efter de selv tabte til Tottenham, men spilleglæden er stadig i top hos de blåblusede. Med en sejr på 2-1 over West Ham ligner det en sikker anden plads i Premier League til sidste års mestre.

City startede kampen forrygende og havde i starten af kampen flere store muligheder til blandt andet David Silva og lidt efter Aguero, der sendte bolden på stolpen.Kort før uret havde rundet den halve time kom City så fortjent i front.

Yaya Toure og Nasri viste flot kombinationsspil i feltet inden bolden til sidst blev lagt til rette til Sergio Aguero, der nemt kunne passere Jaaskelainen i målet. Med målet har Manchester City nu scoret i 48 hjemmekampe i træk, hvilket er en tangering af klubrekorden helt tilbage fra 1930.

West Ham nåede knap nok at give bolden op før det var tæt på 2-0. Nasri var igen på spil og trykkede af udefra. Det skud kunne Jaskelainen ikke holde, og så var Zabaleta tæt på at udbygge føringen, men det blev ved 1-0 ved pausen.

Efter pausen overlod hjemmeholdet lidt mere af spillet til West Ham, og det var i de første minutter tæt på at give en udligning. Senere i halvlegen blev det også til flere muligheder for udligning, men det var dog stadig City, der var farligst på deres hurtige omstillinger. Efter 70 minutter burde Nasri have gjort det til 2-0, men han sparkede på forunderlig vis forbi bolden på et fladt indlæg fra Tevez.

Ti minutter senere viste Yaya Toure så sin holdkammerat, hvordan den skal sparkes i kassen. Fra kanten af feltet smed han elegant bolden i det fjerne hjørne af målet til slutstillingen 2-0.

Så gjorde det mindre, at Joe Hart i overtiden droppede fælt, da et skud fra Andy Carrol røg mellem benene på ham og trillede i mål.  

Med sejren har City nu 71 point på andenpladsen, otte point ned til Arsenal på andenpladsen, og yderligere to og et point ned til Chelsea og Tottenham, inden deres kampe lørdag og søndag. West Ham ligger solidt placeret i midten af tabellen på en 10. plads.

Dagens Gossip