Se billederne: Danske håndboldherrer kværner Frankrig

Skrevet af admin

01/11/2013

Mest læste i dag

Frankrigs håndboldherrer begyndte bedst, men Danmark kom stærkt tilbage og vandt EM-testkampen med 33-29.

Der var tale om den første af i alt tre venskabskampe ved træningsturneringen Golden League i norske Oslo.

Landstræner Ulrik Wilbek skal finde ud af, hvem han skal satse på ved EM-slutrunden på dansk grund i januar.

Og især højrebacken Mads Christiansen greb chancen for at vise, hvad han kan. Med adskillige flotte scoringer i anden halvleg kom Mads Christiansen tættere på en EM-billet.

I første halvleg var Frankrig klart bedst, og især på hurtige kontraløb straffede franskmændene et langsomt dansk forsvar.

Den atletiske højrefløj Luc Abalo scorede flere flotte mål, og danskerne havde svært ved at følge med i returløbene. Frankrig var foran 15-12 ved pausen.

Danmark kom foran for første gang i kampen efter 40 minutter, og det var naturligvis Mads Christiansen som sørgede for en dansk 20-19-føring.

Derfra kiggede danskerne sig ikke tilbage, og René Toft Hansen, Mikkel Hansen og Mads Christiansen scorede tre mål i træk og sørgede for en 23-19-føring.

Det blev også 26-22 og 28-23 til Danmark, som ikke havde problemer med at køre sejren i hus til slut.

Danmark møder Kroatien lørdag eftermiddag i den næste kamp ved Golden League.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/