Se billederne: To dræbt i voldsomt helikopterstyrt i London

To personer er omkommet ved et helikopterstyrt i London centrum, siger politiet.

Det er uklart, om der er flere tilskadekomne ud over de omkomne.

Ifølge øjenvidner har helikopteren ramt en kran på toppen af en nybygget etageejendom og er derefter styrtet til jorden mellem flere bygninger.

Kranen hænger nu ødelagt ned langs en væg på ejendommen.

Det brænder på nedstyrtningsstedet, og mørk røg stiger op fra stedet.

Flere end 60 brandmænd er på til stedet og i gang med slukningsarbejdet.

Helikopteren er styrtet ned syd for centrum ved jernbanestationen Vauxhall, der er et af knudepunkterne for togtrafikken i London.

- Man kan se mørk og grå røg stige op ikke langt fra stationen. Flammer kan også ses, siger et øjenvidne til tv-stationen BBC.

- Vi hørte et ordentligt brag. Derefter kom der flammer og røg, siger en cyklist, der var på vej til stationen.

Myndighederne har lukket Vauxhall-stationen og afspærret en større område omkring nedstyrtningsstedet indtil videre.

Al trafik i området er indtil videre stoppet, siger en talsmand for politiet i London til BBC.

Helikopteren er styrtet ned tæt ved hovedkvarteret for den britiske efterretningstjeneste MI6.

Politiet i London siger, at der er intet, der tyder på, at der er tale om en terrorhandling.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip