Se billederne: Et nyt hak i Brøndbys selvtillid

Alt havde været lagt op til, at det sjællandske bundhold skulle bruge pokaldysten mod Hvidovre til at få en tiltrængt sejr og tanke selvtillid. Men i stedet blev det til en fæl nedtur med 2-1 nederlaget og det tidlige farvel til pokalturneringen.

Brøndby-træner Thomas Frank var bestemt ikke tilfreds med sit hold efter pokalkampen. Men han understregede også, at det, holdet leverede mod Hvidovre, ikke var udtryk for Brøndbys normale styrkeniveau.

Det stod da også hurtigt klart på Aalborg Stadion, at Brøndby har meget mere at byde på, end holdet viste mod Hvidovre. Men AaB er også en helt anden modstander end Hvidovre, og derfor blev kampen i Aalborg længe en uhyre intens kamp med masser af fight mellem to ligeværdige modstandere.

Dog med AaB med et lille overtag, indtil Simon Makienok i 72. minut pludselig var i fri position på en aflevering fra Mikkel Thygesen. Brøndby-angriberens næse for mål fejler ikke noget, og scoringen til 1-0 lignede pludselig den medgang, de hårdt prøvede Brøndby-spillere havde brug for.

Men AaB er ikke et hold, der slår op i banen, bare fordi holdet får et mål imod sig. Tværtimod intensiverede hjemmeholdet presset på det Brøndby-forsvar, der ikke har virket alt for solidt i denne sæson.

Og på fire minutter vendte nordjyderne kampen med to giftige scoringer af først Henrik Dalsgaard og derefter Anders Jacobsen.

Og så måtte Thomas Frank og Brøndby-spillerne endnu en gang gå fra banen med tomme udtryk i ansigterne og med endnu en ridse i selvtilliden efter sæsonens syvende Superligakamp i træk uden sejr.

Brøndby-spillerne har nu to ugers kamppause på grund af landskampe til at slikke sårene og få rettet op på troen på sig selv, inden OB kommer på besøg i Brøndby. AaB kan til gengæld med sejren læne sig tilbage som tophold og glæde sig til næste rundes opgør ude mod Sønderjyske.

Se billederne fra aftenens kamp i Aalborg herunder: 

Dagens Gossip