Se billederne: Europas bedste julemarked er kåret og findes i Tjekkiet

Julemarkedet i Tivoli i København er hyggeligt og fint, men det blegner alligevel i forhold til det stemningsfyldte julemarked på The Old Town Square i den historiske bydel af Prag.

Mange regner det for at være et af de bedste i Europa. Hvis ikke det bedste. The Daily Mirror har i november 2012 placeret julemarkedet i Prag på en førsteplads foran mere kendte julemarkeder i Nürnberg, München og Salzburg.

Det skyldes ikke mindst, at julestemningen omkring The Old Town Square i Prag er noget helt specielt. Pladsen er blevet brugt som markedsplads siden det 10. århundrede, og torvet er omkranset af historiske bygninger. Samtidig er der en god chance for, at det sner i Prag i december, og det gør ikke ligefrem den eventyrlige stemning mindre.

Mere end shopping

De mange hyggeligt oplyste boder lokker bl.a. med håndlavet legetøj, julepynt, specialiteter og tjekkisk glaskunst, der typisk er et populært indkøb på julemarkedet.

Men julemarkedet i Prag er meget mere end bare shopping. De besøgende kan se, hvordan traditionelle fødevarer tilbederes og prøve et hav af lokale specialiteter lige fra brød, oste og pølser til drikkevarer. Der er selvfølgelig gode, tjekkiske øl, men du kan også nyde en varm mjød lavet med honning. Er du til den velkendte gløgg, finder du naturligvis også mange boder, der sælger det.

Det er ikke kun et marked for de voksne. Børnene kan få lov til at klappe får, geder og sågar et æsel. Eller de kan kigge på den store Betlehem-scene, der forestiller Maria, Josef, Jesusbarnet og de tre vise mænd i stalden. Der er også workshops og aktiviteter for børn, som fx kan lave julepynt og se dukketeater. Eller de kan bare lade sig opsluge af julemarkedets imponerende juletræ, der hentes i Krkonoše-bjergene i det nordlige Tjekkiet. Træet er dækket af et tæppe af julelys, som tændes hver eftermiddag klokken 17.

Julemarkedet på The Old Town Square i Prag har åbent frem til 6. januar.

Dagens Gossip