Se billederne: Familie blev passager nummer to millioner på hurtigfærgen Leonora Christina

Der er sol, festlig stemning, blomster og glade mennesker på havnen i Rønne her til formiddag, hvor rederiet Færgen kan fejre, at den bornholmske superkatamaran Leonora Christina, har fragtet de første to millioner passagerer frem og tilbage over Østersøen, siden den blev sat i drift forrige sommer.

Det var familien Kempfner / Grønvald fra Stevns på Sjælland, der ramte det magiske runde tal, og det var marketingmedarbejder Anita Aird, som overrakte den glade nyhed.

Familien fik en buket blomster samt et gavekort til en tur/retur overfart på en rederiets destinationer efter eget valg. Der ud over blev familien beværtet med mad og drikke under overfarten til Ystad.

- Nej hvor er vi bare heldige, og nu bliver farmor rigtig glad over, at vi kommer igen, jublede familien og røbede dermed, at gavekortet skal bruges til endnu en tur til Bornholm.

En stabil forbindelse over Østersøen

Hurtigfærgen Leonora Christina er en af verdens største katamaranfærger, og indsættelsen i 2011 betød, at BornholmerFærgen i ét hug forøgede kapaciteten på overfarten mellem Ystad og Rønne med over 40 procent.

Administrerende direktør i Færgen, John Steen-Mikkelsen fortæller, at den nye hurtigfærge er det helt rigtige valg for Bornholm:

- Leonora Christina lever helt op til vores forventninger. Den har en høj regularitet. Den sejler i så godt som al slags vejr - og har dermed sikret en stabil forbindelse for Bornholm. Der ud over har Leonora Christina en så stor kapacitet, at vi kan tilbyde vores kunder en langt bedre service på de mest eftertragtede afgange til/fra Bornholm, end vi har haft mulighed for tidligere. Og endelig så er den korte overfartstid på kun 1:20 vigtig for øen - fordi det gør det nemt og bekvemt at komme til og fra Bornholm.

Du kan se billeder nedenunder......

Dagens Gossip