Se billederne: FC Midtjylland vinder igen

En forrygende soloaktion af Sylvester Igboun gjorde, at FC Midtjylland udbyggede sin føring i Superligaen. Et kvarter før tid tog han sagen i egen hånd, da han efter et par driblinger bragede bolden i kassen og fik jublen til at bryde ud på heden. Samtidig sendte han dermed FC Nordsjælland længere ud i mørket. Midtjyderne har nu seks point ned til AaB på andenpladsen, mens FC Nordsjælland fortsat er sidst i Superligaen.  

Kampen var en åben slagudveksling på den jyske hede, hvor topholdet FC Midtjylland planmæssigt bragte sig i front efter blot ni minutters spil. Et perfekt skruet frispark af Danny Olsen fandt Sylvester Igbouns pandebrask, og så stod den 1-0. Elendig opdækning af FC Nordsjælland.

Scoringen så ud til at ryste de hårdt plagede nordsjællændere, der har haft en elendig sæsonstart.Lejesvenden fra AaB, Jeppe Curth, var få minutter senere centimeter fra at åbne sin målkonto i det midtjyske, da han sendte en halvflugter på overliggeren. Herfra lignede det endnu en magtdemonstration af Superligaens tophold.

Men, men, men. For to uger siden hentede FC Nordsjælland profilen fra mesterskabssæsonen, Joshua John, tilbage på permanent basis. Kort før pausen viste han hvorfor.

Fra en position på venstre kant trak han ind i banen og smadrede en afslutning i nettet via overliggeren. Uden chance for FCM-keeper Jonas Lössl.

Desværre for FCN-træner, Kasper Hjulmand, var målet ikke nok til at få point. Kampens store profil, Sylvester Igboun ville det anderledes. Med sin soloaktion et kvarter før tid satte han en tyk streg under, at han i øjeblikket er en af Superligaens største profiler. Og måske på sigt et emne for det danske landshold.

I sidste uge fortalte Sylvester Igboun til BT, at han har planer om at ansøge om dansk statsborgerskab. Ikke dårligt nyt for Danmarks landshold baseret på aftenens præstation i Herning.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip