Se billederne: FCV forværrer FCNs krise

Om det var torsdagens kamp, der stadig sad i benene på de nordsjællandske spillere skal være usagt. Men det var i hvert fald et meget passivt Nordsjælland-mandskab, der kom ind til kampen mod Ove Pedersens tropper.

Bolden blev konstant trillet rundt, og det virkede til tider til, at nordsjællænderne havde fået ordrer på ikke at sparke på mål udefra. Anderledes direkte var FC Vestsjælland, der har gjort det til sit varemærke at leve på hurtige omstillinger.

Som første halvleg skred frem, satte FC Nordsjælland sig mere og mere på spillet. Derfor var det også fuldt fortjent, at Mario Ticinovic kunne bringe nordsjællænderne foran efter et flot kroatisk samarbejde. Ivan Runje lagde bolden flot i dybden til Ticinovic, der flot tog bolden ned og i samme bevægelse hamrede den af sted mod Vestsjællands mål. Thomas Mikkelsen tog den dog i første omgang, men returen røg ud til Ticinovic, der lobbede den i nettet.

Føringen varede dog kun til fem minutter inde i anden halvleg. På en dødbold steg Sladan Peric til vejrs og efter lidt bandespil, endte bolden for fødderne af lille Thiago Pinto Borges. Han sparkede lige på Martin Hansen i Nordsjælland-målet, men returen røg tilbage til Thiago, og her svigtede han ikke.

Samme billede gentog sig et kvarter senere. Thiago dukkede igen op ud af det blå efter et hjørnespark - og dermed var Nordsjælland pludselig bagud.

Så skulle man tro, at FC Nordsjælland kom længere frem på banen, men det var rent faktisk ikke tilfældet. FC Vestsjælland var tættere på 3-1, end Nordsjælland var på udligningen.

Krisen fortsætter dermed for FC Nordsjælland, der kun har fået fem point i syv kampe. Efter kampen var midtbanegeneralen Anders Christiansen også tydeligt skuffet:

- Vi vidste, at det eneste, de kunne ramme os på, var dødbolde - og det gjorde de så. Vi står i en lorte situation, hvor vi ikke har fået de point, vi havde regnet med. Nu må vi bruge landsholdspausen til at rette så meget som muligt. Den eneste vej ud af det her er at være ydmyg og arbejde hårdt til træning, sagde han efter kampen til Canal 8 Sport. 

FC Vestsjælland fortsætter derimod med at imponere og ligger i øjeblikket på en flot fjerdeplads.

Dagens Gossip