Se billederne: Flere hundrede fejrede Thatchers død i London

STORBRITANNIEN: Hundreder af modstandere af Margaret Thatcher var samlet på Trafalgar Square i London lørdag for at fejre den tidligere premierministers død tidligere på ugen, skriver AFP.

Tidligere minearbejdere, der havde deltaget i den årelange strejke mod jernladyens regering i 1980erne, stod sammen med venstrefløjsaktivister og studenter og fejrede hendes død.

Politi var mødt talstærkt op i frygt for, at fejringen skulle udvikle sig til uroligheder.

Margarets Thatcher døde mandag af et hjertetilfælde i en alder af 87 år.

Stemningen bar dog mere præg af festligheder end optræk til uro. Folk i alle aldre dansede, spillede på musikinstrumenter.

Det var enkelte isolerede episoder med håndgemæng med politiet og i alt ni blev anholdt.

Flere af de tilstedeværende fortalte, at de planlægger også at demonstrere ved Thatchers begravelse onsdag ved at tage opstilling langs ruten og vende ryggen til, når den tidligere premierminister køres i procession til sit endelige hvilested.

Ved ceremonien vil blandt andet Dronning Elizabeth II og 2.000 politiske ledere og berømtheder deltage.

Premierminister David Cameron og Thatchers barnebarn vil læse op fra biblen under ceremonien.

Fetslighederne på Trafalgar Square var organiseret gennem sociale medier. Trafalgar Square er en af Londons største turistattraktioner og scene for voldelige optøjer i 1990 under protester mod den meget upopulære skat kaldet poll tax, som bidrog til Thatchers fald senere samme år.

Blandt festdeltagerne var flere tidligere minearbejdere, fra det nordlige England, der måtte se deres levebrød taget fra dem i en bølge af minelukninger under Thatchers i alt 11 år ved magten fra 1979 til 1990.

Thatchers tilhængere hylder hende for at bidrage til afslutningen på Den Kolde Krig og for at genoplive den britiske økonomi, mens kritikerne anklager hende for at være skyld i massiv arbejdsløshed på grund af hendes radikale arbejdsmarkedsreformer.

David Douglas er tidligere minearbejder og han siger, at han blev »meget glad« ved nyheden om Thatchers død.

»Hun var en forfærdelig kvinde«.

»vi er fuldstændig rasende over det billede, der bliver præsenteret på tv, om at hele landet er i sorg.«

Det britiske politi forbereder sig på at møde talstærkt op til onsdagens begravelse fra St Pauls katedral.

BNB/AFP

Dagens Gossip