Se billederne: Flere tusinde Morsi-støtter på gaden i Cairo

Som optakt til fredagens »Martyrernes Dag« har demonstrationsarrangørerne varslet, at 28 moskeer i Cairo skulle danne udgangspunkt for protestmarcherne. Men indtil videre har demonstranterne kun gjort sit indtog tre-fire steder i byen. De andre bebudede mødesteder er kun tyndt besatte, beretter en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP.

Ved Maadi-distriktet i det sydlige Cairo har en stor gruppe demonstranter forsamlet sig.

»Kup! Kup!« og »ned med militæret« bliver der råbt.

»Vi vil aldrig miste troen på vores sag. Vi vil kæmpe indtil sidste blodsdråbe,« siger en af demonstranterne, Tareq Hossam, ifølge AFP.

En anden demonstrant, Khaled Abdel Hamid, fortæller, at han mistede 11 venner, da sikkerhedsstyrkerne rømmede en pro-Morsi lejr i Cairos Rabaa al-Adawiya 14. august.

»Vi vil protestere, indtil vi får fjernet militæret og genindsat den legitime præsident Morsi,« siger Khaled Abdel Hamid.

Broderskabet har under sloganet »Martyrernes Dag« appelleret til Morsis støtter om at demonstrere med krav om hans genindsættelse, men torsdagens løsladelse fra fængslet af den tidligere præsident Hosni Mubarak vil måske være den katalysator, der nu udløser vold i gaderne mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, skriver internationale medier.

Ifølge den tyske TV-station Deutsche Welle blev 80 tilhængere af broderskabet anholdt torsdag, et tal, der skal lægges til de mindst 1.000, som ifølge officielle kilder skal være anholdt siden sidste onsdag, hvor mindst 670 mistede livet.

Dødstallet steg yderligere sidste fredag, hvor Det Muslimske Broderskab havde indkaldt til protester på det, de kaldte »Vredens Dag«. Hundredvis af mennesker blev dræbt, og den seneste uges dødstal vurderes ifølge nyhedsbureauet Reuters at være mindst 900, herunder 100 politibetjente og soldater.

Broderskabet har gennem hele ugen kaldt til demonstrationer, men opbakningen har været dalende, hvilket ifølge Reuters er blevet udlagt som om, at den nye militærstøttede regering har skåret nogle af nerverne over i broderskabets organisation. Flere af dets ledere, herunder øverste leder Mohammed Badie, er således blevet anholdt i løbet af de seneste dage.

Dagens Gossip

Dagens TV