Se billederne: Fornem afsked med Bäckman trods nederlag

De var dødtrætte, men fightede som gale og gav alt for konge, fædreland og landstræner.

De danske spillere solgte sig så dyrt, de kunne, men Tre Kronor med stjerner fra verdens bedste ligaer som NHL, KHL m.fl. var et par numre for store for det forstærkede danske Allsvenskan-hold og vandt 4-2.

Nøjagtig som de gjorde det i kvartfinalen for tre år siden.

Nederlaget til trods gav de landstræner Per Bäckman en fornem afskedsgave i Globens fantastiske kulisse. Patrick Galbraith brillerede med flere store redninger, powerplayet er det bedste, danskerne har vist i turneringen, og der var stor offervilje over hele linjen.

Gamle superstjerner som Peter Forsberg og Mats Sundin og den hockeyinteresserede prins Daniel var blandt de 12.000 tilskuere til festen i Globen, men første periode blev ikke lige, hvad de havde regnet med.

Det enlige mål var dansk og blev signeret Modo-forwarden Morten Madsen efter et flot og energisk forarbejde af Kirill Starkov bag det svenske mål.

Kirill Starkov sled sig fri af markeringen og lagde en brillant pasning til Morten Madsen, som scorede fra en spids vinkel bag om ryggen på Florida Panthers-keeperen Jacob Markström.

Efter sin lange måltørke hos Vancouver Canucks kom Daniel Sedin endelig på scoringslisten fire et halvt minut inde i anden periode.

Fra en position bag målet spillede Loui Eriksson pucken mellem benene på Jesper B. Jensen til en umarkeret Sedin.

Og værsgo.

Tre Kronor var dominerende det meste af perioden, men en veloplagt Patrick Galbraith reddede i stor stil, hvad der kom.

Og som et chok for de kendte og ukendte på lægterne scorede Kirill Starkov, der spillede sin bedste kamp i Globen.

Under en afventende svensk udvisning pressede Danmark i seks mod fem, og en pasning fra Morten Green blev styret i nettet af den storspillende forward fra Oskarshamn.

Starten på tredje periode blev et mareridt for de rødklædte med to svenske lynmål. Først kvitterede Henrik Sedin efter 22 sekunder, og godt et minut senere øgede Martin Thornberg til 3-2.

Det var også KHL-spilleren Martin Thornberg , der hamrede det sidste søm i den danske kiste på en breakaway midt i tredje periode.

To gange førte Danmark, men tre svenske mål i rap satte tingene på plads.

Som "bedste spiller" for Danmark kåredes under stor jubel trænerlegenden Per Bäckman, mens bedste Tre Kronor-spiller var Martin Thornberg.

Traditionen tro hyldes tre spillere fra hvert hold efter VM, og trioen, det danske trænerteam havde valgt, var Stefan Lassen, Morten Madsen og Oliver Lauridsen.

De fik priserne overrakt af den tidligere danske landstræner, Mikael Lundström, der nu arbejder for det svenske ishockeyforbund.

VM, Stockholm

Danmark-Sverige 2-4 (1-0, 1-1, 0-3)

Dagens Gossip