Se billederne: Gizmo er Danmarks sødeste kæledyr

Skrevet af Elo Christoffersen

25/07/2013

Dagens topnyheder

Gitte Møller Lange fra Kolding har ikke bare en sød hund - det er faktisk Danmarks sødeste kæledyr.

Den titel har hendes hund Gizmo af racen lhasa apso netop tilkæmpet sig i Petworlds store, landsdækkende konkurrence ’Danmarks sødeste kæledyr’, hvor mere end 1.000 kæledyr har konkurreret.

Kæledyrene er alle blevet fotograferet af Petworlds kæledyrsfotograf i kædens 19 butikker, hvorefter billederne er blevet bedømt af brugerne på Petworlds Facebook-side. Og her var det altså Gizmo, som løb med størstedelen af stemmerne.

- Det er da sjovt, at han vinder. Men han er også en fantastisk lille hund, som næsten altid er let at have med at gøre, siger Gitte Møller Lange, som dog også havde ret store forventninger til den blot et år gamle hund.

- Vi synes, han er ret fotogen, så vi havde ret store ambitioner, og vi håbede da også, han kunne vinde, men vi havde nok alligevel ikke regnet med det, siger Gitte Møller Lange.

Det var første gang, at Gizmo konkurrerede i en kæledyrskonkurrence, men efter sejren har Gitte Møller Lange fået blod på tanden.

- Det bliver nok ikke sidste gang, griner hun.

Berner senne-hunden Tulle fra Viborg fik en andenplads, mens katten Wendy fra Aabenraa blev nummer tre.

Se alle billederne nedenunder.....