Se billederne: Her er et udpluk af dagens aprilsnarre

Skrevet af Elo Christoffersen

01/04/2013

Mest læste i dag

I dag skriver vi 1. april og så er det jo, du skal passe på, hvad du tror på. Mange medier driver gæk med læserne, det samme gør virksomheder.

Vi har samlet nogle af dagens aprilsnar.

Løver kan ikke lide hvide heste

Givskud Zoo kan i dag berette, at parkens løver ikke kan lide hvide heste.

Hesteejere donerer i stigende grad deres heste til Givskud Zoo. Succesen er så stor, at der er flere måneders ventetid. Men brugen af heste som foder til løverne viser dog noget helt interessant.

Løverne i Givskud Zoo kan ikke lide hvide heste. Når der bliver serveret en hvid hest, undgår løvernes helst at æde af den, og de stiller kun den værste sult.

Hvorfor de hvide heste skulle smage dårligere, er lidt af et mysterium. Udsagn fra ældre hesteslagtere bekræfter dog, at der er et problem med hvide heste på den tid, hvor hestekød var almindeligt i husholdningen.

- Hvide heste både smager dårligere og kan også have pigmentsamlinger lige under huden, fortæller en tidligere hesteslagter.

Just Eat vil bringe mad ud til hest

Som et pilotprojekt vil Just Eat bringe frisklavet, dampende varm mad ud til nordsjællandske borgere ved hjælp af heste. Tiltaget skal både gavne klimaet og økonomien, men også bringe smilene frem på kundernes ansigter.

Går alt som planlagt i testperioden, planlægger Just Eat at udrulle heste-konceptet over hele landet. Allerede til juni vil det ske i store dele af Danmark.

Til en start i testperioden har Just Eat valgt de to hesteracer Holstener og Shetlandsponyer. Just Eat vil dog ikke udelukke, at der kan komme andre hesteracer i stalden på et senere tidspunkt.

Udbringning af mad til hest sker for at reducere CO2-udslippet, skriver Just Eat.

René Dif og Marie Key skal giftes

Musikmagasinet Gaffa kan eksklusivt fortælle, at René Dif og Marie Key skal giftes.

Giftermålet kommer bag på mange, da de fleste nok havde antaget, at Marie Key var lesbisk, efter at hun har skrevet flere kærlighedssange til kvinder, blandt andet "Se Nu Herhen". Men Key er ifølge sig selv biseksuel, og hun opdagede for alvor, at hun havde smag for mænd, da hun for nylig kyssede Simon Kvamm lidenskabeligt i musikvideoen til duetten "Gå Med Dig".

Men Simon Kvamm er gift. Så da Marie Key senere var i byen, faldt hun pladask for René Dif. Og parret skal giftes og de har allerede snakket om at få børn.

Youtube trækker stikket i 10 år

Og så til en sand chokhistorie denne 1. april. Google beretter, at videodelingstjenesten Youtube trækker stikket ud i 10 år.

Youtube blev startet som en konkurrence for at finde den bedste video. Nu skal alle videoer gennemses og det vil tage cirka ti år. I 2023 vil Youtube åbne igen og kåre klodens bedste video.

Førstegangskriminelle skal posere vagter i kampen mod grænsehandel

SF´s erhvervs- og retsordfører Karina Lorentzen brugte også 1. april til at drive gæk med medier og læsere.

Hun erkender, at lavere afgifter ikke løser grænsehandelsproblemet. Derfor skal der opstilles samvittighedsvagter klædt i sort på alle grænseovergange.

Og vagterne er førstegangskriminelle, der sendes ud i samfundstjeneste.

Design dit eget kæledyr

Videnskab.dk fortæller i anledning af 1. april, at man nu kan designe sit eget kæledyr. På den nye ’Build-A-Pet’ klinik i Aarhus, kan man nu bestemme hvilken slags pels, hale eller kropstype, Fido skal have. De arbejder ud fra to forskellige dyr, hund og kat, som man kan designe helt ned i detaljen på størrelsen af ører og øjenfarve. Desuden kan man bestemme, hvordan dyret skal opføre sig.

Borgere skal sortere affald i farver

Kolding er designby og det har sin pris.

kolding-netavis.dk skriver i dag, at mange borgere har svært ved at komme affaldet i de rigtige containere på byens genbrugspladser. Derfor starter Kolding Renovationsafdeling i dag et pilotprojekt, hvor borgerne nu skal sorte affald i farver.

- Når man tænker design, tænker man også straks på farver. Og der findes virkelig mange værdifulde farver, som vi bare smider ud, uden at tænke på at de kan genbruges af andre. En meget eftertragtet farve er den turkise RAL 0104, som vi får en rigtig god pris for, når vi eksporterer den til Kina, fortæller Nanna Nørholm, der er afdelingsleder af Renovationsafdelingen.

Pilotprojektet blev proklameret startet af borgmester Jørn Pedersen klokken 9 på genbrugspladsen på Bronzevej.

Nokia lancerer mikrobølgeovn

Den tidligere mobiltelefon-gigant, Nokia fra Finland oplyser i dag, at de forsøger sig med mikrobølgeovne. Den er i flot design og har blandt andet indbygget kamera, så brugerne lynhurtigt kan dele billede af lækre færdigretter på Facebook.

Noma mistænkt for tyveri af græs og firkløvere

Stjernerestauranten Noma kan se frem til en tur i retten. For det tostjernede Michelin-spisested har ifølge fire fodboldklubber på Amager gjort sig skyldig i tyveri af græs og firkløvere.

Lars Barfoed flyttet i kollektiv

Ifølge Ekstra Bladet er den konservative formand, Lars Barfoed, flyttet i kollektiv efter polemik om sin lejlighed på Frederiksberg. Barfoed skal fremover blandt andet dele sit hjem med kollektivets maskot, en treårig hamster ved navn Ludvig, skriver avisen.

Villy Søvndal vil generobre formandsposten i SF

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) gør ifølge netavisen Altinget.dk klar til at generobre posten som formand for SF. Søvndal forklarer sig med, at han havde håbet, at de unge ville tage over - og at han trods alt kun er 60 år.

Slut med Gossip

Gossip-sitet Senest.dk fortæller i dag, at det nu er slut med nyheder og sladder om de kendte.

- De såkaldt seriøse nyhedsmedier skriver alligevel ikke om andet end bare damer og realitydeltagere på druk. Så der er ikke nogen niche for os i det stof mere, udtaler redaktøren Morten Vendt, der derfor har været nødt til at gentænke hele ideen med hjemmesiden.

- Saftig gossip er jo nu engang det, vi er bedst til, så derfor vil vi naturligvis som gode skomagere, blive ved vores læst – men læderet bliver nyt. Finanssladder – det er det nye sort!, fastslår han.

Derfor lanceres i morgen, 2. april, det nye Senest! i mørkblåt design, med sektionerne ’Børsrygter, ’Valutaspekulationer’, og ’Smuds på Bjarne Corydon’.

Per Clausen melder sig ind hos S

Enhedslisten Per Clausen præsenterer, hvad man må gå stærkt ud fra, er det pure opspind, på Twitter.

- Har også meldt mig ind hos Socialdemokraterne. Har erkendt at vejen til sejr går over kapitulation, skriver han.

Hestekød giver lyst til sex

Forbrugere har i den seneste tid været godt forargede over, at der var blandt hestekød i hakket oksekød. Men DR København kan i dag fortælle, at det ikke er så skidt endda.

Hestekød øger nemlig lysten til sex betydeligt. Derfor har adskillige Københavnske plejehjem sat hestekød på menuen i et forsøg på at sætte fut i beboerne.

Bacon i ny hudplejeserie

Danish Skin Care er klar med et helt nyt produkt lavet af en dansk nationalspise, der skulle være det nye hit i hudplejeindustrien, nemlig bacon.

Jobindex lancerer akutdating for langtidsledige

Jobindex vil bevæge sig ind på datingmarkedet med "akutdating" for langtidssingler, der har været single i to år eller mere. Direktør Kaare Danielsen forklarer, at man vil gøre op med portaler, hvor krav til uddannelse og udseende er i centrum.

- Derfor lancerer vi nu en datingportal for dem, der slet ikke har nogen krav og ikke kan leve op til andres. Vi mener, vi har fundet et hul i markedet, som ingen andre har tænkt på, lyder det.

Priser på hundehuse opgøres i hundekiks

Nybolig markerer sig på markedet for hundehuse, hvor kontantprisen er opgjort i enten hundekiks eller kødben. Mens Tuborg i en helsides annonce siger "Skål for den nye is-bajer fra Tuborg", der holder en forfriskende alkoholprocent på 4,6.

Ny James Bond film optages på Oslofærgen

Ugebladet Her & Nu konstaterer på sin hjemmeside den 1. april, at den kommende Bond-film skal optages på Oslobåden i Kattegat.

Kilde: Ritzau & dagens.dk.