Se billederne her: Politiet finder stort skunk-laboratorium på Amager

Det er politiets Task Force Pusherstreet ved Københavns Politi, der har forhindret det store parti skunk i at nå Pusherstreet på Christiania.

Afsløringen kommer efter en tids observationer, og i aftes slog Task Force Pusherstreet til mod et stort professionelt opbygget skunklaboratorium på Krimsvej 15 på Amager.

I forbindelse med sagen er der anholdt to danske mænd fra Københavnsområdet. De er mistænkt for at være producenter (gartnere) af skunken.

De to anholdte er henholdsvis 41 og 33 år, og de vil i løbet af i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.

- Vores efterforskning tyder på, at skunken var beregnet til salg i Pusherstreet. Dermed har vi igen ramt den organiserede kriminalitet i Pusherstreet. Vi går målrettet efter køberne, sælgerne og leverandørerne – og nu altså også producenterne af de ulovlige stoffer, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der er leder af Task Force Pusherstreet, Københavns Politi.

Ved gårsdagens ransagning blev der beslaglagt 635 planter (alt fra små skud til 1 meter høje planter). Mængden af skunk svarer omregnet til en sigtelse for ca. 83 kg hash.

Desuden fandt politiet 1,32 kg hashmix, 242 gram hash samt 3,23 kg skunk skud

Ved efterfølgende ransagning blev der fundet 50.000 kroner, forskellige tyvekoster samt 98 gram hash.

Klik på billeder for at se dem i stor størrelse.

Alle fotos: Københavns Politi.

Dagens Gossip