Se billederne: Italien tog bronzen efter straffesparksdrama

Diego Forlan, Martin Cáceres og Walter Gargano blev synderne for Uruguay, der dermed må forlade turneringen uden metal om halsen.

Bolognas Alessandro Diamanti og Napolis Edinson Cavani stjal opmærksomheden i den ordinære spilletid, da de begge stod bag to flotte scoringer. Tre af dem efter veludførte frispark.

Efter knap 25 minutter kom Diamanti første gang i fokus, da hans frispark ramte målstolpen. Herfra røg bolden tilbage i nakken på Uruguays målmand Fernando Muslera og dansede langs målstregen, inden Davide Astori sendte den endeligt i kassen.

Den føring holdt, indtil der var spillet godt en time. Her dukkede Napolis angrebs-es Edinson Cavani op, og med en kontrolleret afslutning langs jorden bragte han balance i regnskabet.

Herefter pressede sydamerikanerne på for et føringsmål, men i Alessandro Diamanti har Italien en spiller, der kan afgøre kampe på dødboldsituationer.

Det beviste han med tyve minutter tilbage af den ordinære spilletid, da han på smukkeste vis krøllede bolden over muren og ind bag en sprællende Muslera.

Den afslutning ville Cavani dog ikke stå tilbage for. Blot fem minutter senere blev tilskuerne vidne til endnu et spektakulært frispark. Denne gang måtte italienske Gianluigi Buffon hente bolden ud rusen.

Derfor måtte de to mandskaber i forlænget spilletid. I øvrigt anden gang i træk, at Italienerne måtte på overarbejde, efter det samme var tilfældet i semifinalen mod Spanien.

Her fik italienerne svære arbejdsbetingelser, efter Milan-spilleren Riccardo Montolivo blev præsenteret for sit andet gule kort og dermed rødt. Støvlelandet holdt dog ud indtil straffesparkskonkurrencen, som de efterfølgende trak sig sejrrigt ud af.

I finalen, der spilles natten til mandag, mødes Brasilien og Spanien.

Dagens Gossip

Dagens TV