Se billederne: Jo, håndbremsen VAR trukket

Det du kan se på billederne herunder er en rigtig træls oplevelse for en familie fra Vester Nebel ved Esbjerg.

Torsdag eftermiddag var de på indkøb i Fakta på Randersvej i Esbjerg, men det gik langt fra som ventet.

- Min mand, to børn og jeg gik rundt i Fakta, da en medarbejder kom ind og spurgte om nogen kørte rundt i en Skoda? Han havde ikke flere oplysninger om bilen, så vi skyndte os selvfølgelig ud, og det var ikke et rart syn der mødte os, fortæller Elizabeth Larsen Fønss til Dagens.dk.

Familien tænkte først på om nogen var kommet til skade, og det var heldigvis ikke tilfældet.

- Derefter undrede det os selvfølgelig hvordan bilen kunne trille op over kantstenen og ud over skrænten. Og da vi kiggede ind i bilen kunne vi se at håndbremsen VAR trukket, siger Elizabeth Larsen Fønss.

Børnene var rystede over synet af bilen på skrænten, men de havde jo heldigvis været med inde i butikken.

- Og da autohjælpen nåede frem, fik vi bekræftet at håndbremsen var trukket, og at årsagen til uheldet var en defekt på det ene baghjul. Det ene hjul var bremset, men det var den anden ikke. Og min mand er da også altid meget omhyggelig med at trække håndbremsen, som altså også var sket her, siger hun.

Bilen var i øvrigt ved et usædvanligt uheld trillet ud mellem en flagstang og en lygtepæl - med få centimeter på begge sider.

Der er tale om en to en halv år gammel Skoda, men familien ved endnu ikke hvor skadet bilen er.

- Den skal takseres fredag, og så må vi se. At I på Dagens.dk har bragt billederne har selvfølgelig givet en del omtale og kommentarer, og det kan vi måske også smile af om nogle dage. I dag er vi bare rystede, og vi ønsker i hvert fald ikke at folk skal tro det var fordi vi ikke havde husket håndbremsen, siger Elizabeth Larsen Fønss, og glæder sig endnu en gang over at ingen kom til skade.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

DU KAN SE BILLEDERNE HER I STOR STØRRELSE VED AT KLIKKE PÅ DEM

Dagens Gossip

Dagens TV