Se billederne: Jomfrutur med hybridbusser i Kolding

Kolding fik i dag tre hybridbusser, der skal køre som bybusser.

Dermed vil der være mindre forurening og mindre støj i bybilledet.

- De nye hybridbusser er støjsvage som en elbil, når de begynder at køre. Det kommer folk, der bor ud til et stoppested, til at nyde godt af. Samtidig bidrager bybusserne til, at vi reducerer forurening og energiforbrug fra transport, siger afdelingsleder Martin Pape, Kolding Kommune.

Mindre brændstof og udstødning

Hybridbusserne er forsynet med både en diesel- og en elmotor. Når bussen bremser, oplades elmotorens batterier. Strømmen herfra bruger bussen, når den starter. Når bussen når en vis hastighed, tager dieselmotoren over. I forhold til traditionelle busser sparer hybridbusserne 35 pct. på brændstof, og udstødningen reduceres med 40-50 pct.

- En hybridbus er dyrere end en almindelig bus – også når vi fraregner det sparede brændstof. Men til gengæld reducerer vi udledningen af CO2 og gør den kollektive bustrafik endnu mere miljøvenlig. På den måde bidrager hybridbusserne til, at vi kan opfylde de mål, vi har forpligtet os til som klimakommune, siger Martin Pape.

Indvielsen

Der var taler med borgmester Jørn Pedersen, bestyrelsesformand for Sydtrafik, Poul Rosendahl, koncernchef Lisbeth Nærø, Tide ASA og miljødirektør Edward Jobson, Volvo Busser A/B. Herefter fik pressen som de første en tur rundt i Kolding med hybridbusserne og fra klokken 13 var det så borgerne, der kan få en tur i de nye miljøvenlige busser.

Det er selskabet Tide Bus, der står for driften af bybusser i Kolding.

Dagens Gossip

Dagens TV