Se billederne: Juventus italienske mestre

Klubben sikrede sig il scudetto i den fjerdesidste runde af Serie A, da man slog nedrykningstruede Palermo 1-0.

Sejren kom i hus på hjemmebanen Juventus Stadium efter en straffesparksscoring af Arturo Vidal, der sikkert omsatte sparket fra elleve-meteren.

Dommeren pegede på pletten efter knap en times spil, da Massimo Donati fra Palermo begik en fejl og gik i ryggen på Mirko Vucinic.  

Scoringen fra Vidal var nok til, at Juventus kom på 83 point og ikke længere kan blive indhentet, og derfor er guldet for anden sæson i træk havnet i Torino.

Mod slutningen af kampen lavede Paul Pogba en 'Totti' ved at spytte efter Salvatore Aronica, men selv om han fik et rødt kort, hjalp det ikke Palermo til at hente point til den tætte bundstrid.   

Nicklas Bendtner sad igen på bænken for træner Antonio Contes hold, og heller ikke denne gang blev det til spilletid for den danske landsholdsangriber.

Bendtner har kun fået sparsomt med spilletid hos de italienske mestre, men det ændrer ikke ved det faktum, at han nu kan kalde sig italiensk mester for første gang i sin karriere.  Det første mesterskab i det hele taget i Nicklas Bendtners tilfælde.

Dagens Gossip