Se billederne: Kørestolseventyr rejser 20.000 kroner til velgørenhed

Da 32-årige Preben Steen Nielsen, der er født med muskelsvind, for snart tre måneder siden fik den lidt skøre idé, at han ville køre fra Vejle til Skagen i sin el-kørestol, havde han næppe forestillet sig, den store opmærksomhed turen skulle få.

Den massive støtte fra de 25 sponsorer, de 3.000 fans på facebook, de 5.000 læsere på hans blog samt ikke mindst fra gode venner, familie og hjælpere motiverede og hjalp ham til et gennemføre det krævende eventyr.

I Preben's situation er det en svær prøvelse for helbreddet at tilbageligge 300 kilometer på blot 10 dage, og det var derfor en træt, stolt og tilfreds vejlenser der i lørdags, den 17. august, passerede målstregen på gågaden i Skagen.

- Der var da dage, hvor målet synes svært uoverskueligt, og jeg mest af alt havde lyst til at opgive. Men de mange herlige mennesker jeg både har mødt og inspireret på min vej, hjalp mig til at holde gejsten oppe. Særligt et øjeblik hvor en familie, der havde fulgt med på facebook, besøgte mig nær Frederikshavn med deres 6-årige søn Gustav, der også sidder i kørestol med muskelsvind, siger han og fortsætter:

- De ville vise Gustav, at man ikke skal lade sig begrænse, selvom man sidder i kørestol. Og det er lige præcist sådan, jeg prøver at leve mit liv, fortæller Preben, der elsker at gøre en forskel, og med denne tur også har rejst en klækkelig sum til den velgørende organisation Motorsport for Life.

Motorsport for Life er organisationen, der trækker motorsportens verden ind på landets fire største hospitaler og giver kræftramte og kronisk syge børn en oplevelse for livet.

Om samarbejdet og den flotte donation på 20.000 kroner udtaler CEO i organisationen, Dan Crohn:

- Først og fremmest betyder det, at vi nu kan sigte længere og bredere når vi rækker hænderne ud til børnehospitalerne, samtidig giver det os en base at starte på, nu hvor vi i forvejen kæmper en brav kamp med at finde sponsorer og fonde til dækning af vores udgifter i forbindelse med vores events, det betyder simpelthen ALT - og vi er Preben evigt taknemmelige.

Se billederne nedenunder......

Dagens Gossip