Se billederne: Kommunen blæser på at skaterbane er farlig

Det er ikke kun borgere, der løber panden mod muren, når der klages til Kolding Kommune. Det kan selv et byrådsmedlem nu mærke, skriver Vamdrup Netavis.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Poul Erik Jensen gjorde i april den ansvarlige forvaltning opmærksom på, at den kommunale skaterbane ved Røddingvej i Vamdrup var i en så dårlig stand, at benyttelsen af den kunne være farlig.

Poul Erik Jensen fortæller nu, at kommunen tilsyneladende endnu ikke har gjort noget ved problemet. Og det har fået ham til at reagere på ny.

- Forvaltningen lovede den gang, at fejlene straks ville blive rettet. Men nu har jeg fået melding med fotos som dokumentation, at der tilsyneladende intet er sket. Der stikker fortsat skruer op på banen, og at banens krydsfinérplader er endnu ikke bragt i niveau, fortæller Poul Erik Jensen til Vamdrup Netavis.

- Hvis det skulle være er lavet - så er det i hvert fald ikke gjort ordentlig. Skaterne har i pinsen taget billeder, som dokumentation for, at det stadig er galt med banen, føjer han til.

Poul Erik Jensen påpeger, at billederne skaterne har taget i pinsen viser nøjagtig de samme skader, som blev omtalt første gang. Pladerne er ikke på plads - der er niveauforskelle. Metal og krydsfinerplader er ikke skubbet sammen. Et enkelt sted er der dog kommet silikone i en revne i stedet for at pladerne er skubbet sammen.

- Det er skuffende. Det der skal laves ved skaterbanen for at gøre den forsvarligt at bruge, synes jo ret overskuelig. Det er forståeligt, at brugerne har meget svært ved at forstå, at der ikke er sket noget over så lang tid, siger Poul Erik Jensen, som nu agter at følge sagen til dørs internt i kommunen.

Dagens Gossip