Se billederne: Lærer-konflikten rykker ind på Facebook

Det er ikke kun på gader og stræder, at lærerne mødes for at demonstrere og dele deres frustrationer over lockouten. På sociale medier viser både de implicerede, sympatisører og andre indpiskere, hvor de står i den verserende konflikt.

Siden lockouten trådte i kraft har mange lærere udskiftet deres profilbillede på Facebook med et billede med et banner, hvorpå der står 'lockoutet'.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Forældre og andre, der tager lærernes parti, har valgt en model, hvor der står 'Jeg støtter lærerne'. Der er sågar sympati fra Tyskland i form at et profilbillede med påskriften 'Ich bin auch ein lehrer'.

Der er også dem, der er i den modsatte grøft. Her er der dukket et billede op med budskabet: 'Kom i gang Danmarks Lærerforening'.

Billederne er blevet delt og brugt tusindvis af gange, og det er umiddelbart svært at optrevle, hvor trenden er startet.

Aldrig set før

Men at Facebook i den grad bliver brugt i en sådan konflikt er noget helt nyt, forklarer David Ledstrup, der er rådgiver i sociale medier hos Bigum & Co.

- Facebook er før blevet brugt til at sprede budskaber. For eksempel af politiske bevægelser. Men det er første gang, Facebook er blevet brugt i så stort et omfang til det formål, siger han til Dagens.dk.

Ifølge David Ledstrup har sociale medier en kæmpe gennemslagskraft i konflikter.

- Det er en nem måde at udtrykke solidaritet på. Når man laver en bevægelse på Facebook, er det et stærkt signal at sende. Før i tiden lavede man underskriftsindsamlinger, men det var let for politikerne at tysse ned. Det kan de ikke nu, forklarer han.

Og vi har kun set toppen af isbjerget, mener David Ledstrup.

- Nu sker det på Facebook, men hvis de yngre generationer engang bliver ramt af konflikter, er jeg sikker på, at vi også kommer til at se det på Instagram og Twitter. Det her er kun en begyndelse, siger han til Dagens.dk.

Hvis du har set andre eksempler på Facebook, er du meget velkommen til at sende billedet til [email protected]

Se billederne her:

Dagens Gossip