Se billederne: Landshold i graffiti-træning

Der blev eksperimenteret med tags, throw-upps, can control og fat caps, da Kulturlogen i Kolding inviterede U19-pigerne inden for til en times graffiti-leg. Det hele fandt sted i den helt rette atmosfære i Kulturlogens lokaler på Råværket uden for Kolding blandt spraydåser, hullede sofaer og farvestrålende pieces, som værkerne kaldes i fagsprog.

Til august spiller U19-landsholdet EM på hjemmebane i Kolding og Sønderborg, og DHF har i den forbindelse allieret sig med Kulturlogen for at få hjælp til at skabe et såkaldt street-tema, der blandt andet indbefatter et gennemgående graffiti-look, som pryder den officielle mesterskabsplakat.
I dag var turen så kommet til U19-pigerne, der tog en times afbræk fra weekendens træningslejr for at prøve kræfter med street-kunsten.

- Der er ingen tvivl om, at der er nogle talentfulde graffiti-kunstnere blandt U19-pigerne,” konstaterer Kulturlogens ansvarlige på dagen, Lars Skouboe, med et smil. ”Pigerne går frisk til opgaven og ser ud til at hygge sig med aktiviteten, siger Lars Skouboe, der også er manden bag mesterskabsplakaten.

Landsholdsspillerne faldt hurtigt ind i det kreative miljø og gav sig i kast med de kunstneriske udfoldelser.

- Det er sjovt – det er vildt grineren, siger Anne Mette Hansen om sin debut som graffiti-kunstner, og hun hilser street-temaet velkommen i forbindelse med EM.

- Jeg synes, det er et ret fedt tema til mesterskabet, også fordi det er så anderledes, siger hun og henviser til, at der med Street Handball-aktiviteten allerede er skabt forbindelse mellem streetkulturen og håndboldsporten.

Annika Meyer har samme opfattelse af temaet og har oplevet positive tilbagemeldinger fra skolekammeraterne.

- Jeg synes, det er et fedt tema, og det er rigtig sjovt at få lov til at prøve selv. Nogle fra min skole har set plakaten og synes, den er sej. Jeg tror, temaet gør folk nysgerrige, så de får lyst til at komme til EM-kampene – jeg kender i hvert fald mange, der dukker op, siger Annika Meyer med et forventningsfuldt smil.

På vejen ud skrev pigerne autografer på en mesterskabsplakat, så Kulturlogen har et evigt minde om en sjælden type gæst.

- Efter min mening er det super sejt, at DHF vælger dette tema til EM. Ofte ser man meget den samme slags grafik i elitehåndbold, men det her er et helt andet og mere frit udtryk, som baner vejen for at tænke i nye samarbejder, konkluderer Lars Skouboe, der er begejstret for opgaven.

- For mig personligt har det været en helt anderledes og meget spændende opgave, og det er sjovt at arbejde med denne målgruppe og nå så langt ud med vores udtryk, siger han afslutningsvist.

Dagens Gossip