Se billederne: Luksus strandhuse i vandkanten sættes nu til salg

Med rød løber inviterede NCC forleden til forpremiere på nye københavnerboliger ved hovedstadens første vig. Mogens Dahl Koncertsal lagde lokaler til en eksklusiv aften, hvor boligerne fik stor interesse fra de fremmødte.

De luksuriøse strandhuse bliver etableret i Islands Brygges nye bydel Havnevigen, og beboerne kan sidde på deres private badebro med fødderne i vandet.

Strandhusene er på 188-200 kvadratmeter i tre etager med tagterrasse, hvorfra der er udsigt over havneløbet eller langs Islands Brygge mod city. I første omgang er halvdelen af de 26 boliger sat til salg, men med interessen fra markedet regner NCC ikke med, at der går lang tid før de resterende boliger også sættes til salg.

- Projekteringen af strandhusene har stået på i længere tid, da vi ville skabe et enestående produkt, der ikke findes andre steder i København, fortæller salgschef Kim Poulsen, NCC Bolig.

Svanemærkede boliger i attraktiv bydel

De eksklusive strandhuse bliver desuden svanemærket, hvilket ligger i tråd med NCC’s vision om at være en bæredygtig boligudvikler. Det sikrer køberne et optimalt indeklima og lavere forbrugsudgifter.

Læs flere nyheder om bolig her

Med strandhusene føjer NCC endnu en boligtype til den attraktive bydel Havnevigen, som er blevet godt modtaget i markedet. I midten af marts blev det sidste af 49 nyopførte rækkehuse solgt, og byggeriet af det første af tre lejlighedstårne, hvor over halvdelen af boligerne allerede er solgt, er i gang.

Prisen på strandhusene starter ved knap 7,9 millioner kroner, og der er officiel lancering på søndag den 14. april klokken 12-14 i boligshoppen på Islands Brygge 99. Strandhuse og lejligheder i Havnevigen sælges i samarbejde med Danbolig på Islands Brygge.

Dagens Gossip