Se billederne: Mandelas kiste kørt i rustvogn gennem Pretoria

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Sydafrikas afdøde tidligere præsident Nelson Mandelas båre er onsdag morgen blevet kørt gennem gaderne i landets administrative hovedstad Pretoria.

Tusindvis af sydafrikanere stod langs vejene i byen, mens den sorte rustvogn med Mandelas kiste indhyllet i det sydafrikanske flag kørte forbi.

Mandelas død for en uge siden har udløst landesorg i Sydafrika, som antiapartheid-helten stod i spidsen for fra 1994 til 1999 som landets første sorte præsident.

- Det er et betydningsfuldt øjeblik for mig og mine børn, siger den 48-årige lærer Thapelo Dlamini, der havde ventet i to timer for at se Mandelas vogn køre forbi.

Mandela skal fra onsdag til fredag ligge lit de parade i den bygning i Pretoria, hvor han blev taget i ed som præsident i 1994, da årtiers apartheidstyre omsider var slut.

Trafikken i Pretoria var tidligt onsdag morgen plaget af køer og trafikpropper, og butikkerne langs ruten, som Mandelas kiste blev kørt ad, var lukkede.

Mandela skal søndag begraves i sin barndomsby Qunu, der ligger omkring 700 kilometer syd for Sydafrikas største by Johannesburg. Det ventes, at mindst 5000 mennesker vil deltage i nobelfredsprismodtagerens begravelse.

Omkring 50.000 mennesker overværede tirsdag en stor mindehøjtidelighed til ære for Mandela på fodboldstadionet Soccer City i Soweto.

Flere end 70 nuværende og tidligere stats- og regeringschefer samt en lang række internationale kendisser deltog i ceremonien.

Fra Danmark deltog kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der overværede begivenheden med den amerikanske præsident, Barack Obama, ved sin side.

Nelson Mandela døde i torsdags efter længere tids sygdom i en alder af 95 år.

/ritzau/Reuters