Se billederne: Marion Bartoli vinder Wimbledon

Marion Bartoli sikrede sig lørdag eftermiddag karrierens første Grand Slam-titel. I Wimbledons damesinglefinale besejrede den 28-årige franske tennisspiller sin fem år yngre tyske modstander, Sabine Lisicki, med cifrene 6-1 og 6-4.

Sabine Lisicki, der undervejs i turneringen blandt andet havde besejret verdensranglistens etter, Serena Williams, indledte ellers kampen bedst og kom foran 1-0 ved at bryde Marion Bartolis første serveparti. Det lod Marion Bartoli sig dog ikke gå på af. Hun vandt de efterfølgende seks servepartier og dermed sættet i suveræn stil med 6-1.

I denne periode af kampen demonstrerede Marion Bartoli stor aggressivitet og sikkerhed i slagene. Mens hun blot blev noteret for fire uprovokerede fejl, lavede Sabine Lisicki ikke færre end 14. Desuden fungerede tyskerens serv ikke optimalt.

Således fik hun kun 36 procent af sine førsteserver over nettet.Også andet sæt blev indledt bedst af Sabine Lisicki. Takket være nogle gode server bragte hun sig foran 1-0.Men endnu engang faldt hendes spil sammen. Så meget led tyskeren i Marion Bartolis kanonade af præcise slag, at Sabine Lisicki fældede et pænt antal tårer mellem duellerne.

Foran 5-1 havde Marion Bartoli i Sabine Lisickis serveparti tre matchbolde. Ingen af disse blev imidlertid udnyttet. Det betød at tyskeren spillede sig tilbage i kampen. Hun reducerede til 4-5, hvorefter Marion Bartoli suverænt servede sættet og dermed sejren i hus.

Marion Bartoli var også i finalen i 2007, men dengang tabte hun til Venus Williams.

Når verdensranglisten opdateres på mandag, vil Marion Bartoli avancere fra 15.- til syvendepladsen. Det betyder samtidig, at danske Caroline Wozniacki falder en enkelt plads til nummer 10, mens Serena Williams fortsat vil toppe foran Maria Sharapova, Victoria Azarenka og Agnieszka Radwanska.

SE BILLEDERNE HER: 

Dagens Gossip