Se billederne: Neymar sparkede mini-VM i gang med et brag

FC Barcelonas nyinvestering, brasilianeren Neymar, viste i åbningskampen ved Confederations Cup på hjemmebane i Brasilia, hvorfor det spanske mesterhold har betalt en formue for det seneste talentfulde skud på den brasilianske fodboldstamme.

Turneringens første kamp mod Japan var kun i sit tredje minut, da Neymar hamrede sin medspiller Freds brysttæmning op i det ene målhjørne fra omkring 30 meters afstand.

- Du ved med det samme, hvornår du har ramt bolden godt, og jeg vidste, at jeg havde fat i noget. Så jeg ventede bare for at se, om bolden gik i mål, og det gjorde den, sagde Neymar efterfølgende til fifa.com om det fornemme langskudsmål.

Så var mini-VM, som Confederations Cup også kaldes, i gang. Og det samme var brasilianerne. Uden at folde sig ud i fuldeste flor kontrollerede de herefter kampens 90 minutter plus det løse mod en boldmæssig begavet modstander, der dog viste sig alt for ineffektiv foran mål.

Derfor måtte Japan indkassere et 3-0 nederlag, da Paulinho kort inde i anden halvleg og Jo i overtiden cementerede den brasilianske sejr.

Confederations Cup spilles hvert fjerde år i året op til næste VM-slutrunde. Værten er det land, der efterfølgende skal afvikle VM, altså her Brasilien, og deltagerne er vinderne af FIFAs seks store regions-turneringer samt de regerende verdensmestre og den kommende vært.

De i alt otte deltagerlande mødes i to puljer a fire hold, hvorefter der spilles semifinaler, bronzekamp og finale. Ud over Brasilien og Japan deltager Italien, Mexico, Spanien, Nigeria, Tahiti og Uruguay. De sidste fire er i gruppe sammen.

Danmark vandt i øvrigt Confederations Cup i 1995, der dengang blev afviklet i Saudi-Arabien hvert andet år. Danmark besejrede i Riyadh Argentina i finalen med 2-0 på mål af Michael Laudrup og Peter Rasmussen.

 

 

Dagens Gossip