Se billederne: Nordsjælland og Brøndby delte

Simon Makienok bragte kort før pausen udeholdet i front, inden FC Nordsjælland i anden halvleg fik udlignet ved Patrick Mtiliga.

Begge hold gik ind til kampen med selvtillid.

Hjemmeholdet vandt i sidste runde sæsonens blot anden sejr, mens Brøndby med tre sejre i træk havde fået deres sæson skudt i gang.

Fremragende Ørnskov

Med godt fem minutter tilbage af første halvleg sendte en storspillende Martin Ørnskov et præcist indlæg ind i panden på Simon Makienok, der let kunne heade sin sjette sæsonscoring ind bag Martin Hansen i FC Nordsjælland-målet.

FCN-keeper Martin Hansen fik ikke meget hjælp af sit forsvar. Ingen fik markeret Brøndby-angriberen i det lille felt, som med sin scoring forsatte de seneste ugers målform.

Hjemmeholdet havde bolden i kassen i første halvleg ved Michael Jacobsen, men målet blev annulleret for offside.

Scoringen kom efter en chancefattig, men intens første halvleg.

Spillet foregik hovedsageligt midt på banen, hvor de to holds midtbanespillere prøvede at få spillet til at flyde, men mange frispark bremsede gang på gang de offensive kræfter på begge hold.

Kort efter pausen var Makienok igen på spil, men denne gang fik Martin Hansen dog med en fin fodparade afvist det flade skud.

Efter chancen fulgte en periode med flere dødbolde til udeholdet, der ved lejligheder var tæt på at blive farlig.

FC Nordsjælland kunne ikke skabe de åbne chancer, selvom især Joshua John og Patrick Mtiliga ihærdigt prøvede på hjemmeholdets venstrekant. Men efter 65 minutter fik de belønningen.

Elegant scoring

Mtiliga løb tværs over banen og modtog bolden i noget, der lignede offside, men ikke var det, fordi Brøndby-backen Frederik Holst ikke nåede frem fra sin forsvarsposition. Derfor forblev linjedommerens flag nede, og så kunne venstrebacken elegant løfte bolden over en chanceløs Lucas Hrdadecky i Brøndby-målet.

Udligningen gav FC Nordsjælland mere selvtillid i spillet, og holdet fik for første gang i kampen presset Brøndby tilbage på egen banehalvdel.

I de absolut sidste minutter af kampen var der chancer i begge ender, men uden at kampen fik en vinder.

Med det uafgjorte resultat i Farum ligger FC Nordsjælland forsat sidst i Superligaen.

Nordsjællænderne kan dog glæde sig over, at de nu har fået sat prop i defensiven, som i hele efteråret har svigtet.

Brøndby kommer med det ene point op på 13 og ligger lige i tabellen med FC København på syvendepladsen.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip

Dagens TV