Se billederne: Ny sæson af "Singleliv"

Der bliver igen gang i datinglivet på Kanal 4, når ”Singleliv” vender tilbage til skærmen med en ny sæson. Denne gang siger Kanal 4 velkommen til en masse nye håbefulde singler, som modigt kaster sig ud i det uforudsigelige datingliv.

Seerne kan dog også se frem til igen at følge Rasmus og Claus, der begge stadig leder efter den eneste ene.

Nye ansigter i Singleliv

Cykelmekanikeren Nicklas har været single længe, selvom han virkelig gerne vil finde den eneste ene. Hvad det skyldes har han endnu ikke fundet svaret på, for det kniber bestemt ikke med at finde dates for den charmerende jyde.

Efter fire år som single har maskinteknikeren Bo taget håndvægten i den anden hånd. For nu vil han have en kæreste, og alt bliver sat ind med personlig træning og fotografering af billeder til datingprofil, så pigerne lægger mærke til ham.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

25-årige Serina synes ikke, at det er for tidligt at finde en kommende far til sine børn. Den unge single kaster sig derfor ihærdigt ud i datinglivet, der blandt andet inkluderer aftaler i Zoologisk Have og running dinner-arrangementer.

Efter at mulighederne i Næstveds natteliv er blevet udtømt, er pædagogen Charlotte flyttet til København for at få gang i kærlighedslivet. Hun har styr på flirte-teknikken og kan sagtens score gutterne på barerne, men livet på datingsiderne halter det mere med.

Rasmus og Claus fortsætter jagten

I sidste sæson gik det både galt med kæresten Marina og karrieren som stand up’er for Rasmus fra Aalborg. Men heldigvis har han stadig mod på datinglivet, og det resulterer blandt andet i en meget romantisk herregårdsdate i denne sæson.

Claus leder stadig efter en kvinde, der både kan slå benene væk under ham og være villig til at flytte til Ølgod. I denne sæson kommer der dog flere potentielle emner på banen for den gæve vestjyde.

Desuden kan Kanal 4’s seere se frem til et gensyn med de to tidligere singlepiger, Jackie og Sheena, der begge har fundet den store kærlighed.

"Singleliv" har premiere onsdag den 21. august klokken 20.

Dagens Gossip

Dagens TV