Se billederne: Ny sølvskat fundet på Bornholm

Endnu en sølvskat er fundet på Bornholm. Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse tirsdag.

Medarbejdere fra Bornholms Museum fandt i sidste uge en lille jordbylt på knap 25 centimeter i diameter og knap 10 centimeter i højden, der viste sig at indeholde en sølvskat. Det skete på en mark i Østermarie på det østlige Bornholm.

Arkæolog Anne Nørgaard Jørgensen fra Kulturstyrelsen er begejstret for det nye fund.

- Forårets hjælpepakke til de skadede fortidsminder har i den grad båret frugt med dette herlige skattefund fra Bornholm. At der findes endnu en skat på Bornholm, kan ikke længere overraske arkæologerne, men denne ser meget lovende ud, siger hun.

Sidste fund var i september 2012, hvor en fritidsarkæolog blot én meter fra det nye fund fandt en sølvskat med blandt andet to unikke relikviekors fra tiden lige efter år 1153.

På øen findes omkring en tredjedel af alle danefæ.

Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, kalder Bornholm for noget helt særligt i arkæologiske sammenhænge.

- Med det nye skattefund underbygger Bornholm sin status som landets rigeste arkæologiske område, siger han.

Jordbylten er indtil nu kun undersøgt på røntgenafdelingen på Bornholms Hospital. Men de foreløbige meldinger på indholdet er et fint ornamenteret, skiveformet spænde, mindst seks sølvbarrer, to guldringe, en kæde og en broche.

De kommende uger venter Nationalmuseet på, hvad konservatorerne på Bevaringsafdelingen i Brede finder frem til.

Sølvkorsene og den nye skat er med stor sandsynlighed samtidige, og man undersøger også stadig, om fundet var nedgravet i et hus eller i nærheden af et.

Men de spørgsmål bliver først endeligt besvaret om nogle uger, når Bornholms Museum er helt færdig med udgravningerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV