Se billederne: Nyt nederlag og sidsteplads til mestrene i FCK

Dermed topper midtjyderne Superligaen, mens de danske mestre fra København indtager sidstepladsen i ligaen. Det er resultatet efter, at svenske Petter Andersson med en hurtig scoring sikrede tre point til midtjyderne.

Hjemmeholdet lagde et stort tryk på FCK fra starten af kampen. Efter få minutter sendte Sylvester Igboun bolden på stolpen efter med et akrobatisk spark over hovedet og kort efter bragte FCM sig så foran.

Morten Duncan Rasmussen forlængede en lang bold og Petter Anderson brugte musklerne og sled sig forbi både Kris Stadsgaard og Olof Mellberg, der så noget passive ud, inden han elegant løftede bolden over Johan Wiland til en tidlig midtjysk føring.

FCK gav debut til rutinerede Olof Mellberg, der var foretrukket forsvaret i stedet for Ragnar Sigurdsson, og plads i startopstillingen var der også til det andet nyindkøb Marvin Pourie. Og det var den tyske angriber, der viste de bedste takter af de to.

Som halvlegen skred frem kom FCK en anelse bedre med, men rigtig farligt blev det aldrig. Marvin Pourie stod for det mest positive spil og havde da også det bedste forsøg, da han afsluttede ude fra, men Jonas Lössl i FCM's mål fik bolden viftet til hjørnespark.

Efter pausen forsøgte FCK at lægge større pres på hjemmeholdet og viste til tider større fight, mens FC Midtjylland trak sig længere tilbage og overlod mere af spillet til FCK. Olof Mellberg viste prøver på sin hovedstødsstyrke efter en time, hvor kom højest blandt et par FCM-spillere, men hans hovedstød gik lige forbi stolpen.

Med ti minutter igen sendte Rurik Gislason et godt forsøg af sted mod mål, men endnu en gang var Lössl på plads i målet. Tættere på kom FCK ikke og må derfor sande, at klubben har fået en katastrofal start på sæsonen med nul point efter de første to kampe.

 

 

 

Dagens Gossip