Se billederne: Piloter afhøres efter fantastisk vandlanding ved Bali

Myndighederne i Indonesien begyndte søndag at flytte den Lion Air Boeing 737, som lørdag styrtede i havet nær Balis lufthavn.

- Vi har slæbebåde til at flytte flyvraget til en tom byggegrund inden for lufthavnsområdet. Her vil det blive undersøgt af eksperter fra transportministeriet, siger en talsmand for ministeriet, Bambang Ervan.

Redningsmandskab har fundet flyets sorte boks, men søger stadig efter den boks, som har optaget al samtale i cockpittet.

Ervan siger, at havarieksperter er ved at gøre klar til interview med flyets indonesiske kaptajn og hans indiske andenpilot.

- Det er blevet undersøgt, om de var påvirket af alkohol eller narkotika i politiets laboratorium. Resultaterne var negative, siger han.

I 2011 og 2012 var der flere tilfælde, hvor piloter fra luftfartsselskabet Lion Air blev anholdt, fordi de havde taget narkotika få timer før, de skulle flyve.

Ingen blev dræbt, da flyet med 101 passagerer lørdag røg ud i havet meget tæt ved kysten og knækkede midt over efter den noget usædvanlige landing.

Den lokale katastrofegruppe siger, at 52 mennesker blev bragt til hospitaler, og at 44 af dem blev udskrevet efter få timer. Otte personer er stadig indlagt, lyder meldingen søndag. En kvindelig passager er livsfarligt kvæstet.

Der var tre udlændinge - en franskmand og en mand og en kvinde fra Singapore - om bord på det indonesiske indenrigsfly, der kom fra Vestjava.

Den nye Boeing 737-800 tilhørte luftfartsselskabet Lion Air, som er et foretagende med stor vækst. Selskabet, der har bestilt hundredvis af nye fly, er imidlertid underlagt restriktioner i USA og Europa på grund af dårlig sikkerhed på dets fly.

Uheldet har skabt øget frygt for, at dårlig sikkerhed vil blive ved med at præge udviklingen i Lion Air.

Eksperter siger, at manglen på erfarne piloter er en "tikkende tidsbombe" i landets luftfartssektor.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip