Se billederne: Så er der belgiske brosten på menuen

Skrevet af Michael Lauritsen

24/03/2013

Mest læste i dag

Den belgiske brostenssæson er for alvor i gang. Søndag køres den 75. udgave af World Tour-løbet Gent-Wevelgem. Og selv om det ikke er et løb på højde med Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, så kan vi godt se frem til drama.

Løbet starter i den lille flamske by, Deinze, sydvest for Gent. Herefter går turen vestpå mod Nordsøens kyst og ned langs kysten. Dernæst kører feltet ind i landet igen. Herfra starter dramaet for alvor. Her støder rytterne på de berømte belgiske ”mure”.

Feltet skal i alt forcere ti korte, brostensbelagte stigninger. De såkaldte 'hellingen'. Rytterne tager en kort afstikker til Frankrig, hvor den første hellingen, Casselberg, venter efter 135 kilometer. Derefter ud i en lille sløjfe for igen at forcere Casselberg efter 141 kilometer.

Dernæst kommer de belgiske mure som perler på en snor. Catsberg og Kokereelberg får rytterne fornøjelsen af en enkelt gang, mens både Baneberg, Kemmelberg og Monteberg hver skal passeres to gange. Anden gang, ryttere skal prøve kræfter med Monteberg, dagens sidste hellingen, er der fortsat 42 kilometer tilbage af løbet. Her er der nærmest tradition for en intens jagt mellem de grupper, som er blevet dannet på murene, ind mod målet i Wevelgem.

I årets udgave skal rytterne tilbagelægge 238 kilometer.

I fjor vandt belgiske Tom Boonen (Omega Pharma - Quick-Step), og der er naturligvis god grund til at holde øje med ham i dagens løb. Vinderen af fredagens E3 Harelbeke, Fabian Cancellara (RadioShack), kan ikke afskrives. Men også Andre Greipel (Lotto Belisol), Peter Sagan (Cannondale), Elia Viviani (Cannondale), Tyler Farrar (Garmin-Sharp), Matt Goss (Orica GreenEdge) og danske Matti Breschel (Saxo-Tinkoff) kan blive farlige i afslutningen. Matti Breschel blev nummer tre i 2012, men cykelsæsonen 2013 er kommet lidt sløjt i gang på grund af sygdom.

Andre danskere i løbet: Lars Bak (Lotto Belisol), Jonas Aaen Jørgensen (Saxo-Tinkoff), Anders Lund (Saxo-Tinkoff), Christopher Juul Jensen (Saxo-Tinkoff), Michael Mørkøv (Saxo-Tinkoff).

Løbet vises fra klokken 14:20 på TV 3 Sport 1.

Se billederne fra Gent - Wevelgem 2012 her: