Se billederne: Saxo-Tinkoff glad for at slippe uskadt

- Hovedmålet i dag var at komme sikkert gennem etapen og holde os ude af de mange styrt, vi formodede ville komme, fordi feltet er altid nervøst de første dage i de store etapeløb. Det ville være stort set umuligt at holde sprinterne fra fadet i dag, så vi så ingen idé i at bruge kræfter på at køre med i udbruddet, siger Lars Michaelsen ifølge Team Saxo-Tinkoffs hjemmeside.

Mest at glæde sig over har sprinterkongen Mark Cavendish, der for gud ved hvilken gang satte en tyk streg under, at der er Cavendish og alle de andre, når det gælder sprintere. Selvom han måtte kæmpe hårdt for triumfen.

- Etapen var ikke let. Der var mange hjørner, og det var meget varmt for en brite som mig. Etapen var kun på 130 kilometer, og mit hold gjorde et flot arbejde for mig, siger Omega Pharma-Quick Step-rytteren, der dog fik sværere arbejdsbetingelser end forventet, da etapen skulle afgøres.

Cavendish' leadout-mand Gert Steegmans røg nemlig ind i mekaniske problemer.

- Steegmans havde problemer med sine gear, så jeg måtte lukke et hul på 10 meter med kun 500 meter tilbage, siger Mark Cavendish ifølge Cyclingnews.

Dagens Gossip