Se billederne: Sprudlende Ronaldo ydmyger Messi og Barcelona

To mål af Cristiano Ronaldo var stærkt medvirkende til, at Real Madrid tirsdag aften nærmest ydmygede FC Barcelona i den spanske pokalturnering.

Efter 3-1-sejren på Camp Nou i Barcelona er Real Madrid videre til finalen med samlet 4-2.

Sejren, og ikke mindst måden den kom i hus på, var sød for Real Madrid, der efter en fejlslagen sæson er hele 16 point efter FC Barcelona i den spanske liga.

Nederlaget forstærker samtidig den minikrise, som sejrsvante Barcelona må siges at være inde i, efter at holdet for seks dage siden overraskende tabte 0-2 ude til AC Milan i den første af to 1/8-finaler i Champions League.

De forsvarende pokalvindere, Barcelona, indledte ellers stærkt mod Real Madrid i en meget intens første halvleg.

Allerede efter et minut og 20 sekunders spil skød Lionel Messi lige forbi mål efter forarbejde af Pedro Rodriguez.

En alt for satset tackling af hjemmeholdets Gerard Pique i eget straffespark blev dog dyr for hjemmeholdet, for den blev sat ind over for Cristiano Ronaldo.

Portugiseren hamrede selv det korrekt dømte straffespark i mål.

Fem minutter før pausen var Lionel Messi lige ved at svare igen i den private tvekamp mod Ronaldo, men argentinerens flade frispark strøg lige forbi stolpen.

Barcelona kom stormende ud til anden halvelg, men hjemmeholdet blev fanget i deres egen offensive satsning, da Real pludselig slog kontra og scorede til 2-0.

Angel Di Maria blev sendt af sted med en lang stikning, og da han havde fået Barcelona-anfører Carles Puyol til at sætte sig, afsluttede han på José Pinto.

Barcelonas sædvanlige reservemålmand fik pareret skuddet, men Ronaldo sparkede returbolden i mål.

Nu skulle Barcelona score tre gange for at gå videre, men selvom holdet skabte chancer, virkede det tydeligt, at holdet ikke var på toppen.

I stedet scorede Real Madrid-forsvareren Raphael Varane et vidunderligt hovedstødsmål, da han steg højt til vejrs og headede bolden i nettet til 3-0 via underkanten af overliggeren.

Barcelona scorede et trøstmål kort før tid, da Andrés Iniesta med en flot aflevering fandt venstrebacken Jordi Alba.

Den tidligere Valencia-spillers scoring fjernede imidlertid ikke indtrykket af en sort aften for hjemmeholdet.

Real Madrid og FC Barcelona skal allerede møde hinanden igen om fire dage, når de tørner sammen i ligaen på Santiago Bernabeu i Madrid.

/ritzau/

 

Dagens Gossip