Se billederne: Succes med stemmebokse i nattelivet

Flere hundrede unge var igennem stemmeboksene lørdag nat i Kolding midtby. Stemmeboksene indeholdt dog ikke stemmesedler, men indgik i en event arrangeret af Kolding Kommune i samarbejde med de to diskoteker CrazyDaisy og Kuhstall.

Formålet var at sætte fokus på det kommende kommunalvalg den 19. november og øge de unges bevidsthed om at hver en stemme tæller i et demokrati.

- Grunden til at vi står her midt om natten, er fordi vi har et ønske om at være der, hvor de unge er. Gerne på et tidspunkt hvor de ikke forventer det, og så på en ret utraditionel måde. Samtidigt er det et spørgsmål om at møde alle unge, og ikke kun dem vi kan få fat i på uddannelsesstederne. Her midt om natten møder vi dem unge, også dem der er i lære eller noget helt tredje, siger Rikke Laigaard-Andersen, valg-ansvarlig ved Kolding Kommune.

Ud over de strategisk placerede stemmebokse, var der også blevet fremstillet en række utraditionelle valgplakater, hvor de klassiske politiske selvportrætter var skiftet ud med bikini-klædte poledansere, Superman, pirater og andre skæve indfald.

I bedste Tivoli-stil var hovederne på plakaterne skåret ud, så de unge fik mulighed for at forevige hinanden i bedste valgplakat-stil, hvilket var et stort hit igennem hele natten.

Arrangementet var en del af Kolding Kommunes mange indsatser for at få de unge til at tage stilling til valget, og budskabet ”Tænk dig om før du IKKE stemmer” er et led i KLs store nationale kampagne rettet mod de unge.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip